Op/nedrykningsspil -Krog har tilbud fra Norge - afventer Horsens
2017-07-04 20:04:01
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

Krog har tilbud fra Norge - afventer Horsens

Den tidligere Skive-keeper Daniel Krog har tilbud fra norske klubber, som han dog holder lidt hen, fordi han i øjeblikket er i betragtning i AC Horsens.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Daniel Krog trænede i sidste uge med i AC Horsens og spillede cirka en halv time i testkampen mod SønderjyskE. Siden da har han ikke været i Horsens, men skal igen onsdag spille med, når klubben møder Randers FC i en testkamp.

Men AC Horsens er ikke den eneste klub, der er interesseret i den tidligere Skive-keeper.

- Jeg har flere muligheder lige nu. Min agent har lidt forskelligt i gang - også klubber i udlandet, som rigtig gerne snart vil have et svar, siger Daniel Krog og fortæller, at der er tale om norske klubber.

- Interessen har været fra nogle spændende steder. Det er nogle ambitiøse klubber i den næstbedste række, som har store ambitioner om at skulle op og blande sig i den bedste række, så det er rigtig spændende, siger den 26-årige målmand.

Daniel Krog, som er et produkt af OB's talentarbejde, holder dog de norske klubber lidt hen på grund af muligheden for at komme ind i AC Horsens-truppen.

- Horsens lyder så interessant for mig, at jeg gerne lige vil trække den lidt. 

- Der er to sider af sagen. Jeg vil gerne opleve at spille i udlandet, og det ville være et godt tidspunkt for mig at gøre det nu. Men Horsens er rigtig interessant, fordi der umiddelbart godt kunne være mulighed for spilletid, så jeg endelig kan få de Superliga-kampe på cv'et.

- Jeg ved jo godt, at der godt kan blive hentet en anden ind som konkurrent. Men det er så spændende, at jeg gerne lige vil se det an. Ingen døre er lukkede, og tempoet i det passer mig rigtig godt lige nu.

Daniel Krog har tidligere udtalt, at han rigtig gerne vil tilbage i et fuldtidssetup, hvilket han kan få muligheden for i AC Horsens. Og så kan han godt leve med, at der er meget skarp konkurrence om pladsen.

- Det kunne det godt være. Man skal jo føle efter, når man nærmer sig noget konkret, og man måske lidt kan aflæse ud fra tilbuddet og snakkene med folkene i klubben, hvad det er, de har planer med mig.

- AC Horsens ville være et skridt op i dagligdagen i forhold til flere parametre. Men spilletiden er selvfølgelig også vigtig.

Daniel Krog fortæller, at han var glad for de dage han i sidste uge nåede i AC Horsens. Han mener selv, at det gik godt, og han nød at matche sig med den anden testkeeper, Thomas Vincensini, som tidligere har spillet i Ligue 1.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce