AGF var på vej til pause med 2-0-føring ude mod OB.
Men så fik fynboerne en livline.
De blev tilkendt et straffespark, som Mads Emil Madsen havde begået for hånd på bolden.
Det var ikke en kendelse, opgørets dommer, Morten Krogh, så til at starte med, men efter et VAR-gennemsyn pegede han på pletten.
Det skabte meget undren blandt AGF-aktørerne, som gik frustrerede til pause.
Artiklen fortsætter efter billedet

Derfor har Bold spurgt Morten Krogh, hvordan har så situationen, som i øvrigt kan ses i videoen til artiklen.
- På banen havde jeg svært ved at se armens placering og den reelle kontakt med bolden egentlig. Så det var jeg i tvivl om inde på banen, for jeg stod udmærket placeret, men jeg var ikke sikker til at kunne dømme et straffespark.
- Efter jeg fik præsenteret billederne, kunne jeg se, at der er en arm i unaturlig position, og forsvarsspilleren (Mads Emil Madsen, red.) bevægede sig mod bolden, så det var ikke en uventet bold, der kom. Han kunne se bolden hele tiden og tog armen op og gjorde sig bredere, og det er et stærkt kriterie, som gør, at der var straffespark her, siger Morten Krogh til Bold.
Dommeren stoppede spillet, da bolden kort efter var ude af spil, da han fik besked i øret af VAR-dommerne, der muligvis havde set noget kriminelt.
Det tog dog sin tid, hvilket skabte frustration blandt spillerne, men det er normal procedure for VAR-dommerne, som skulle være sikre på, at de skulle sende Morten Krogh til skærmen ved sidelinjen.
- VAR sagde ikke noget, men at vi skulle afvente, hvilket jeg også fortalte spillerne. Så der var ikke nogen lange forklaringer – jeg måtte selv vurdere, når jeg kom ud og så billederne. Da jeg så billederne, var jeg ikke i tvivl om, at det var et straffespark på grund af armens placering og armens bevægelse mod bolden.
Var det en klar og åbenlys fejl?
- Ja, det er et klart straffespark, efter de retningslinjer der er.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kunne Mads Emil Madsen gøre andet i situationen?
- Han skal have armene ned langs siden. Han gjorde sig selv bredere her, og det er det, der er problemet. Når han løber på den måde i den her situation, gør han sig selv bredere, og det er en strafbar handling.
- Han kunne se bolden. Den kom ikke uventet eller blev sparket op på armen. Der er nogle kriterier, vi arbejder ud fra, og et af de allermest styrende er armens placering, hvilket gjorde sig gældende i denne situation, men det er også et styrende kriterie, at han kunne se bolden. Han spillede med risiko ved at gå ind i den her duel med armen på den placering. Så når man ser billederne igen, er det en klar forseelse.
Forstår du den undren, der er fra flere af spillerne?
- Reglerne er hårde, men de er, som de er, og vi følger de regler, der er. Jeg kan forstå, at det kan være frustrerende som forsvarsspiller, men det har jeg ikke rigtigt med i mine tanker. Når man tager chancen ved at have armene der, så spiller man med stor risiko. Det er sådan, det er, med de regler, der er stukket ud, og de regler har sådan set været der længe, så der er ikke noget nyt i det her.
AGF kunne dog glæde sig over, at målet ikke fik betydning for kampens udfald. Aarhusianerne var nemlig flyvende i anden halvleg, og de endte med at tage en 5-1-sejr på Nature Energy Park.
Næste opgave for Morten Krogh er på torsdag, hvor han skal dømme kampen mellem Lincoln Red Imps og Braga i Europa League-kvalifikationen.

VM Morgenbriefing: Tyskland kollapser - Holland følger trop
Hattrick | Afsnit 127Tyskland og Holland er færdige ved VM efter to dramatiske straffesparkskonkurrencer.
Læs mere
AGF
OB
3F Superliga









































