Sundby BK -KS-klub har sendt talenter til FCK: Betyder alt
2021-10-02 07:00:02
Foto: Sundby Boldklub

KS-klub har sendt talenter til FCK: Betyder alt

Københavnsserie-klubben Sundby Boldklub har en stærk ungdomsafdeling. Klubben har blandt andet sendt flere spillere til FC København, og det gør Sundby-cheftræner Thomas Karabulut stolt.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Sundby Boldklub frister godt nok kun en tilværelse i Københavnsserien, men klubben lægger et stort arbejde i ungdomsafdelingen, og det har båret frugt.

Klubben har nemlig sendt flere unge spillere videre til FC København i form af 18-årige Valdemar Lund Jensen, 17-årige Jacob Perelman, 17-årige Silas Andersen, 16-årige Jeppe Corfitzen og 15-årige Amin Chiakha.

Sundby Boldklub-cheftræner Thomas Karabulut var med til at starte Sundbys fodboldakademi op, og han siger til LigaBold.dk, at han valgte at gå ind i projektet med hjerteblod. Derfor er han også stolt over, hvad klubben har opnået.

- Vi startede med vores akademi i 2012, så vi har faktisk snart tiårsjubilæum. Det startede med, at jeg var på deltid for at skabe nogle rammer for nogle børn, der gerne ville træne mere end den normale klubtræning, som vi kunne tilbyde med to-tre gange om ugen.

- Jeg stoppede mit arbejde ude i lufthavnen, dengang var jeg 'security', og så gik jeg 'all inn' på det. Så fik vi lavet en ordning om, at de kom tre gange om ugen efter skole, og at det var mad, frugt og müslibarer efter træning.

- Der kan jeg godt huske, at da vi gjorde det dengang, var der lidt rynken på næsen i forhold til, om det ikke var for meget at give de her børn, og de ting med, at de blev 'overloaded' blandt andet inde fra FCK, som så gik i luften et års tid efter med deres, fordi man godt kunne se, at det rykkede spillerne med den meget ekstratræning og boldberøringer, som de fik. Det gav pote.

- At vi så i dag skal stå og har haft fem ungdomslandsholdsspillere, som har fået debut. Det havde vi måske ikke set komme. Det må betyde, at vi har gjort et eller andet rigtigt, siger Thomas Karabulut til LigaBold.dk.

Udover de fem talenter, der er blevet sendt til FC København, så har Lyngby hentet 17-årige Sanders Ngabo, der allerede har fået flere kampe for 1. divisionsmandskabet. Karabulut mener, at klubben har givet spillerne en god rygsæk med egenskaber, som kan bruges.

- Jeg synes, at vi har gjort vores del til at bidrage til dansk fodbold og de klubber omkring til at sende spillere videre, der har en rigtig god ballast.

Kan dårligt sætte ord på det

Sundby-cheftræneren har været forgangsmand for akademiet, og han er ved at revne af stolthed over, at klubben blandt andet har sendt spillere til FC København.

- Det betyder alt. Jeg kan dårligt sætte ord på det, fordi man har været så stor del af deres liv og deres forældre i mange år. 

- Nogle gange får jeg også at vide, at jeg skal passe på med at bruge alt min tid på de unge drenge og førstesenior og andre ting i klubben, men et eller andet sted synes jeg, at det er det hele værd, når man får sådan nogle historier med spillere, der slår igennem.

Det må vel også give dig en ekstra motivation?

- Ja, helt bestemt. Det er en kæmpe motivationsfaktor, og det betyder også, at man gider at lægge alle de kræfter i det. Der er jo ikke kun vores talentspillere. Der er også breddespillere, som rykker sig.

- Det er hele kernen med fællesskab, og vi kan rumme dygtige spillere og også mindre dygtige spillere, som måske finder nogle andre roller i klubben på et tidspunkt, så det er helheden, som har været rigtig godt og givende for mig i forhold til den måde, som vi gør tingene på, og at vi kan finde den rette hylde og det hele menneske for den enkelte spiller.

Thomas Karabulut siger også, at der er nogle spændende årgange i Sundby både på drenge- og pigesiden, som kan ende med at have spillere, der bliver sendt videre til større adresser.

- På vores pigeside har vi to årgange, som er rigtig skarpe. De er udtaget til noget landsholdssamling, og jeg ved, at den næste årgang, som Mikkel Bischoff sidder med som træner, er der også nogle utrolig dygtige piger.

- På drengesiden er vores stærkeste kort nok vores U10-årgang, som også træner med i KB, og som er blandt de dygtigste i landet og har nogle profiler der, som jeg også tror, kan nå langt, eller vi kan sende videre til næste hylde, når tid er, siger Thomas Karabulut til LigaBold.dk.

Sundby Boldklubs førstehold består af mange unge spillere tilsat lidt rutine. Blandt andre er den tidligere Superliga-spiller Rasmus Minor Petersen en del af Københavnsserie-klubben.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce