1. Division -Kuldskær Oliver Korch søger nye græsgange
Foto: Rasmus Lykke, lokalupdate.dk
2018-11-09 22:03:01
Foto: Rasmus Lykke, lokalupdate.dk

Kuldskær Oliver Korch søger nye græsgange

Hvidovres Oliver Korch er havnet i kulden hos 1. divisionsklubben, og derfor søger den 24-årige keeper nye græsgange fra vinter. Fremtiden ligger formentligt i 2. division.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det tidligere FC Midtjylland-talent Oliver Korch har spillet seks kampe for Hvidovre i denne sæson, men er siden et 4-3-nederlag til HB Køge havnet i kulden på Per Frandsens mandskab.

I jagten på mere spilletid søger den 24-årige målmand en ny start hos en ny klub fra vinter. Det siger han til bold.dk.

- Der skal ske noget nyt fra vinter af. Det er både jeg og Hvidovre indforstået med, siger Hvidovre-målmanden. 

Korch skiftede i sommeren 2016 til Hvidovre som dengang befandt sig i 2. division, og netop den række bliver højst sandsynligt den næste liga, som Korch spiller i.

- Realistisk set, så bliver det nok et skridt nedad til 2. division. Der er ikke noget på plads endnu, men det håber jeg, der kan komme indenfor to uger. 

- Der har været masser af interesse, så det skal nok blive til noget. 2. division skal bare lige spilles færdig, siger Korch.

Måtte trække stikket

Oliver Korch begyndte ellers sæsonen med seks kampe fra start i Hvidovre-buret, men efter sæsonens første nederlag på 4-3 til HB Køge, blev en skade for alvorlig til, at Korch kunne fortsætte med at være på banen.

- Der rammer jeg ind i en skade, som jeg har døjet med. Efterfølgende vælger han (Per Frandsen, red.) at skifte målmand, og så er der siden blevet hentet to nye målmænd ind.

Det betød et knæk i motivationen hos Korch, der bad Hvidovre om en tænkepause.

- Jeg havde brug for en tænkepause, og klubben viste sig fra en rigtig god side og gav mig al den tid, jeg skulle bruge, fortæller Korch, hvis tænkepause også havde konsekvenser. Korch har ikke været udtaget til en 1. divisionskamp siden.

- Det er klart, man så havner bagerst i køen, når man på den måde trækker stikket.

- Men Hvidovre har hele tiden vist sig fra sin menneskelige side, og jeg har kun været glad for deres behandling.

I sine to et halvt år hos Hvidovre har Oliver Korch spillet 26 kampe, hvor han blandt andet var med til at rykke op i 1. division.

Fra vinter går turen altså formentlig tilbage i 2. division, og det glæder den unge keeper sig til.

- Nu glæder jeg mig til at komme i gang et helt nyt sted, starte på en frisk og åbne et nyt kapitel, siger Korch.

dalgaard@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce