


Han blev hyldet og fejret som en sand helt før opgøret mod FC Midtjylland, da Mathias Kvistgaarden blev hyldet som Årets profil i Superligaen.
Et tydeligt bevis på, at Mathias Kvistgaarden har haft en sæson helt ud over det sædvanlige.
Det var i øvrigt andet år i træk, at det blev en Brøndby-spiller, der løb med titlen som Superligaens største profil. Sidste sæson var det Nicolai Vallys, der opnåede den fornemme hæder.
Mathias Kvistgaarden kan også se tilbage på sin hidtil bedste sæson i Brøndby-karrieren.
Efter fem, syv og otte scoringer har han før sidste spillerunde ramt 17 superligatræffere.
- Når man ser bort fra, at jeg ikke har scoret ét eneste mål på straffespark, så er jeg lidt imponeret af mig selv. Alle 17 mål er scoret i åbent spil.
- Men når jeg husker tilbage på sæsonen, må jeg også erkende, jeg har brændt alt for mange store chancer, siger Mathias Kvistgaarden, der er stolt over, kollegerne har valgt ham som Årets Profil.
- Det betyder endnu mere for mig, at det er mine kolleger, der har stemt på mig. Det er et udtryk for, jeg har været en god spiller i sæsonen, siger Mathias Kvistgaarden.
Opgøret mod FC Midtjylland kunne være det sidste for Mathias Kvistgaarden på Brøndby Stadion.
Kvistgaarden scorede, men brændte også flere, store åbne chancer.
- Hvis jeg havde haft Miletas (Rajovic, red.) højde, havde jeg nok scoret et par mål. Jeg kan ikke gøre for, jeg kun er 175 cm, siger Mathias Kvistgaarden, der havde flere chancer, hvor han lige manglede de sidste fem centimeter for at nå bolden foran målet.
Nu er fokus for Kvistgaarden og Brøndby før sidste kamp, at bronzemedaljerne skal i hus.
Er sæsonen for jer godkendt, hvis I vinder bronzemedaljer?
- Det er svært at svare på. Jeg synes, der har været alt for meget rutsjebanetur. Vi har været for ustabile. Så har vi haft en god periode, der er blevet efterfulgt af en dårlig. Vi har haft alt for svært ved at finde et stabilt niveau, erkender Mathias Kvistgaarden, der slår fast, at han er skuffet over, at Brøndby ikke kom i pokalfinalen, ligesom han er ærgerlig over, at Brøndby ikke kunne udfordre FCK og FCM i kampen om guldet til sidst.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Brøndby IF
3F Superliga






































