Torsdag aften kl. 18.30 skal Helsingborg med den danske angriber Jesper Lange i truppen i aktion i den vigtige playoff om en plads i Allsvenskan. Efter at have sluttet tredjesidste i Allsvenskan møder de Halmstad fra Superettan over to kampe.
Helsingborg lukkede Allsvenskan-sæsonen med to sejre og derfor går holdet ind til kampen mod optimisme, fortæller Jesper Lange.
- Stemingen er positiv. Holdet har knoklet med at få nogle point og noget selvtillid på kontoen. Det lykkedes i de sidste to kampe at slutte af med to sejre og seks point. Det giver os følelsen af, at vi begynder at komme i en stime, så vi står med en god følelse selvtillidsmæssigt, siger Jesper Lange til bold.dk.
Helsingborg har en plads i Allsvenskan at miste, mens Halmstad kan vinde en plads i den bedste række. Det kan give en mental fordel til det lavest rangerede hold, men sådan ser Lange ikke på det i dette tilfælde.
- På papiret er vi favoritter, og normalt set vil sådan en kamp her være et hold i krise, der kommer fra Allsvenskan, mod et hold, som gerne skulle have masser af selvtillid, fordi de har vundet mange kampe i rækken nedenunder, siger Lange.
- Men det er lidt det omvendte billede, fornemmer jeg. Halmstad sluttede lidt dårligt af i Superettan (én sejr i de sidste seks kampe, red.), mens vi sluttede af med at få tanket noget selvtillid. Så vi skal bare ud og kæmpe og vise, at vi er det bedste hold over to kampe.
Lange kom til Helsingborg i august og føler sig i fin form for tiden. Derfor er angriberen lidt ærgerlig over, at sæsonen er ved at slutte i det svenske.
- Jeg er ved at føle mig i god spillemæssig form efterhånden. Jeg er kommet fra det danske system til det svenske, hvor de går på ferie nu. Så jeg ville godt have fortsat lidt endnu, siger Helsinborg-angriberen og fortsætter:
- Jeg er ikke i topform endnu - for jeg har jo ikke havde spillet i lang tid. Og jeg har heller ikke spillet så meget her, som jeg havde sat næsen op efter. Nu har jeg lige været ude med en ankelskade og haft en karantæne hængende over hovedet, så jeg vil gerne rigtigt igang nu. Forhåbentlig kan jeg gøre det i de sidste to kampe og gå på ferie med en god følelse.
Lange har spillet i ni ud af 13 mulige Allsvenskan-kampe for Helsingborg.
peter@bold.dk



Helsingborg
Halmstad
Op-/nedrykning til Allsvenskan































