AaB lander et godt stykke fra loftet på den kapitaludvidelse, klubben iværksatte i starten af det nye år.
Onsdag eftermiddag oplyser Betinia Liga-klubben, at der er opnået enighed om en plan for en samlet kapitaludvidelse på 23,9 millioner kroner.
Kapitaludvidelsen gennemføres ved, at AaB's hovedaktionær, SSE22 - der desuden nu skifter navn - udnytter en warrant og køber nye aktier for 14,1 millioner kroner til en kurs på 44,26 kroner pr. aktie.
Samtidig konverteres de ansvarlige lån, som nogle af klubbens aktionærer har ydet, til aktiekapital til samme kurs.
Samlet giver det den aftalte kapitaludvidelse på 23,9 millioner kroner, der ifølge AaB's formand Jesper Brøchner Thing skal sikre likviditet til at implementere og understøtte klubbens strategi med fokus på at udvikle nordjyske talenter gennem akademiet.
- Vi anerkender, at det har været en udfordrende periode, men vi er fortsat overbeviste om, at vi kan opbygge en økonomisk bæredygtig fodboldklub med ambitioner om at vende tilbage til 3F Superligaen, siger formanden.
- Der er enighed i ejerkredsen om, at vi i fællesskab skal skabe et stærkt fundament for klubben fremover, hvilket denne kapitaludvidelse og de respektive ændringer underbygger, og vi håber samtidig på den baggrund, at fans, sponsorer aktionærer og øvrige interessenter bakker op om dette.
- Vi er enige om, at vi fortsætter i den samme retning som de seneste otte-ni måneder med fokus på at sikre klubben det bedst mulige ståsted i fremtiden, siger Jesper Brøchner Thing.
Som en del af aftalen om konverteringen af de ansvarlige lån har de aktionærer, der har ydet lånene, stillet som betingelse, at AaB’s konsulentaftale med BPTC Sports bringes til ophør.
Det betyder, at der fremover ikke længere eksisterer noget samarbejde mellem klubben og konsulentfirmaet.
Den aftalte kapitaludvidelse er endnu ikke endelig, men skal først godkendes af aktionærerne.
Forslaget om både selve kapitalforhøjelsen og konverteringen af de ansvarlige lån til aktier bliver lagt frem på AaB’s ordinære generalforsamling onsdag 8. april, hvor aktionærerne kan stemme om det.

AaB
Betinia Liga


































