Lars Høgh er afgået ved døden
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
2021-12-08 22:52:03
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lars Høgh er afgået ved døden

Målmandslegenden Lars Høgh er gået bort efter længere tids kamp mod en kræftsygdom. Det oplyser hans familie til Ritzau.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

En særdeles trist nyhed har ramt dansk fodbold onsdag aften.

OB-legenden og landsholdets målmandstræner, Lars Høgh, er afgået ved døden i en alder af 62 år.

- Det er med ubeskrivelig sorg, at vi må meddele, at vores højt elskede, livsglade og altid positive Lars er sovet stille ind her til aften, skriver Lars Høghs familie til Ritzau.

Lars Høgh nåede som aktiv hele 817 kampe for OB samt otte landskampe for Danmark og er det sidste lange stykke tid blevet hyldet på tværs af dansk fodbold. 

Han blev for nylig optaget i Fodboldens Hall of Fame og fik i den forbindelse pæne ord fra Michael Laudrup, der overbragte nyheden.

- Lars Høgh var en fremragende målmand. Alene 817 kampe for OB igennem 23 år – rekord for en spiller i dansk topfodbold formentlig for altid – understreger hans format og loyalitet.

- Han havde fået mange flere A-landskampe, hvis vi ikke i den periode havde haft Peter Schmeichel. Siden har Lars været en inspirerende målmandscoach for såvel klubhold som herrelandsholdet.

- Men det er for sine meritter på banen, han nu optages i Fodboldens Hall of Fame. Det glæder mig. Lars er et stort menneske, sagde Michael Laudrup i forbindelse med optagelsen.

Den var Høgh naturligvis glad for.

- Fodbold har betydet rigtig meget for mig i hele mit liv. Det er der, jeg har haft kæmpe oplevelser, både som spiller og som træner. Og det er her, jeg har mødt rigtigt mange fantastiske mennesker, som jeg i dag betragter som nære venner. Både min familie og jeg er meget stolte over optagelsen i Fodboldens Hall of Fame, lød det fra Lars Høgh.

Annonce

126 kommentarer

Se kommentarer
Annonce