I Norge så man, hvordan Bodø/Glimt fik rykket en kamp i Eliteserien, så man kunne få de bedste betingelser til kampene i Champions League.
Den behandling får PSG på ingen måde i Frankrig.
Den franske storklub havde et ønske om at udskyde opgøret mod Lens, så man stod bedst muligt til kampen mod Liverpool i Champions League få dage senere.
Lens ønsker ikke at imødekomme det ønske.
- I en ånd af ansvarlighed og mådehold har Lens allerede ved de første henvendelser gjort det klart over for PSG, at klubben ikke ønsker, at denne dato bliver ændret.
- Tro mod en bestemt idé om sportslig stabilitet har klubben også valgt at afholde sig fra enhver offentlig kommunikation om dette emne. Men den seneste tids mange udtalelser, indgreb og forskellige forslag får os nu til at bryde denne tilbageholdenhed, står der i meddelelsen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi oplever nemlig, at en bekymrende følelse er ved at brede sig: At det franske mesterskab gradvist bliver reduceret til en justeringsfaktor, der skal tilpasses enkelte klubbers europæiske behov.
- En særpræget opfattelse af sportslig fairness, som man har svært ved at finde mage til i de andre store europæiske ligaer. At ændre datoen for denne kamp nu vil for Lens betyde at være uden turneringskamp i 15 dage for derefter at skulle spille hver tredje dag.
- Det er en rytme, der hverken svarer til den kalender, der blev fastlagt før sæsonstart, eller til ressourcerne i en klub, der uden videre kan absorbere den slags nye krav, lyder det i en pressemeddelelse fra Lens.
Lens møder PSG den 11. april, som er tre dage inden Paris-klubbens opgør mod Liverpool.
Det er dog stadig uvist, hvad der kommer til at ske, da det franske ligaforbund vil tage en beslutning den 26. marts.
Lens og PSG kæmper desuden om det franske mesterskab, da de ligger nummer to og et i tabellen. Det er kun et enkelt point, som adskiller de to hold.

PSG
Lens
Ligue 1

































