Tilbage i 2011 lavede den danske målmand Anders Lindegaard et opsigtsvækkende skifte, da han tog fra Aalesund i Norge til Manchester United i England under daværende manager Sir Alex Ferguson.
Sammenlagt blev det her til 29 kampe for storklubben fra 2011-2015, men det kunne angiveligt have endt med meget mere, havde det ikke været for en uheldig skade på et endnu mere uheldigt tidspunkt.
Det fortæller Lindegaard selv i et interview med den engelske avis The Guardian, hvor han forklarer, at han på dagen for sin uheldige ankelskade netop havde fået at vide af klubbens målmandstræner, Eric Steele, at han ville få lov til at stå resten af sæsonen.
- Eric kom hen til mig på Carrington og sagde: 'Gafferen (Sir Alex Ferguson, red.) er meget tilfreds med dig. Du kommer til at spille resten af sæsonen i Premier League. David De Gea kommer til at spille i Europa', udtaler Lindegaard i interviewet og forklarer videre.
- Jeg var begejstret, men til træningen samme morgen, sparkede jeg en bold over en mannequin og fik min fod i klemme og vrikkede om på min ankel.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg lå på jorden og begyndte at græde – hele min verden faldt sammen, siger den tidligere United-målmand om den hjerteskærende situation.
Derfra kom den danske målmand på benene igen for at byde sig til i målet, men skaden forblev et problem.
- Jeg var ude resten af sæsonen. I den næste kunne jeg ikke hoppe på min højre fod. Mine spark var skrækkelige.
- Jeg var ikke moden nok til at sige: 'Min ankel er ikke i orden'. Jeg vidste, at det var tæt mellem David og jeg, og at David havde meget lidt plads til fejl, før jeg ville få en chance.
- Og det gjorde jeg – I Southampton vandt vi 3-2, og jeg spillede derefter en serie af kampe.
Det var herefter lidt ind og ud af målet under Sir Alex Ferguson, som i sidste ende gik med David De Gea det meste af tiden – endegyldigt efter en kamp mod Reading, som United vandt 4-3.
Lindegaard fik dog Fergusons sidste kamp på Old Trafford – selvom det ikke var en god en af slagsen for den danske målmand selv.
- Vi vandt i Reading, men jeg spillede en frygtelig kamp, og han (Ferguson, red.) droppede mig. Jeg var næsten lettet, fordi jeg kunne fokusere på at få min ankel i orden. Men det var det.
- Jeg spillede i slutningen af sæsonen inklusiv Fergusons sidste kamp i karrieren – endnu en frygtelig præstation af mig, udtaler Lindegaard.
Det blev dog til en Premier League-titel den sæson, som målmanden også er stolt af, men samtidig klar over ikke var ham, der vandt.
Lindegaard spiller i dag i svenske Helsingborg i den næstbedste svenske række Superettan i en alder af 37 år.


Manchester United
Helsingborg































