




Man skulle være mere end almindeligt velbevandret hos Aston Villa, hvis man skulle nikke genkendende til nogle af navnene i deres startopstilling til fredagens FA Cup-kamp mod Liverpool.
Coronaudbruddet i truppen betød nemlig, at Aston Villa stillede med U23-mandskabet.
De to mandskaber skulle kæmpe om en plads i 1/16-finalerne af den traditionsrige pokalturnering, og her fik Liverpool en forrygende start.
Efter bare fire minutters spil sendte Neco Williams nemlig et indlæg i panden på Sadio Mane, der headede 1-0-føringen i nettet ved nærmeste stolpe.
Seks minutter senere kunne Georginio Wijnaldum have fordoblet den føring, men den hollandske midtbanespiller sparkede tæt over mål.
I stedet fik det urutinerede Aston Villa-mandskab udlignet fem minutter før pausefløjt, da 17-årige Louie Barry blev spillet i dybden.
Her oversprintede han Rhys Williams, inden han udplacerede Caoimhin Kelleher i Liverpool-målet.
Dermed gik de to mandskaber til pause med stillingen 1-1.
Det blev der til gengæld ændret på efter pausen, hvor det unge Aston Villa-mandskab løb tør for kræfter.
Efter en times spil trak Mohamed Salah ind i banen og fandt Takumi Minamino i feltet. Han lagde den til rette for Wijnaldum, der med en kontrolleret inderside lagde bolden i nettet ved roden af den højre stolpe.
Tre minutter senere vippede indskiftede Xherdan Shaqiri bolden ind i feltet, hvor Sadio Mane kom højest og headede bolden i en blød bue over i det fjerneste målhjørne til 3-1.
To minutter senere var Shaqiri igen i oplæggerens rolle, da han spillede bolden ind i feltet til Mohamed Salah, der fik tid og plads til at vende rundt, inden han sparkede den i nettet ved den nærmeste stolpe.
Dermed blev kampen reelt set afgjort i løbet af fem yderst effektive minutter af Liverpool-mandskabet.
Herfra faldt kampen også mere eller mindre til ro. Liverpool skulle ikke bruge flere kræfter end højest nødvendigt, mens de unge Villa-drenge lignede nogle, der ikke havde flere kræfter.
Dermed er Liverpool klar til næste runde af FA Cup'en med en sikker 4-1-sejr.


Liverpool
Aston Villa
FA Cup


































