Giuseppe Meazza lagde søndag eftermiddag græs til den italienske Super Cup-finale for Primavera-hold, og det var et opgør mellem de forsvarende mestre Inter og de forsvarende pokalvindere Roma uden Rezan Corlu som en del af deres trup.
Danske Jens Odgaard var med fra start i Inters angreb, og den 18-årige dansker var involveret i rigtig meget for værterne.
Allerede efter tre minutter bragte argentinske Facundo Colido Inter foran med 1-0, da han omsatte i en ripost efter en god omstilling, men Roma svarede tilbage kort efter, da Andrea Marcucci sparkede balance i regnskabet fra kanten af feltet.
Odgaard forsøgte sig to gange omkring en halv times spil – først med højre og siden med venstre – men begge gange stod Romas velspillende keeper i vejen.
Siden var danskeren oplægger til et par gode Inter-muligheder i starten af anden halvleg, inden han selv endnu engang tabte en duel til Roma-keeper Andrea Romagnoli, der ti minutter før tid igen-igen var redningsmand, da Odgaard med hælen havde spillet Marco Sala fri til afslutning.
Romagnoli præsterede en ny kæmperedning i overtiden og sikrede hårdt pressede Roma forlænget spilletid, hvor han måtte klare et forsøg, da Odgaard havde sat indskiftede Matteo Rover op til en god mulighed.
Livlige Odgaard fik kort inde i den forlængede spilletids anden halvleg omsider passeret Romagnoli, men denne tog overliggeren fra, da danskeren efter en god aktion trykkede af.
Odgaard var her, der og alle vegne i opgøret i sine 114 minutter på banen, men den unge dansker manglede den sidste skarphed. Den havde til gengæld holdkammeraten Colido, som med sin anden træffer afgjorde kampen efter 117 minutters spil.


Roma Primavera
Inter Primavera





















