



På papiret så det rigtig godt ud, men sandheden var lidt en anden efter Danmarks 3-1-sejr over Grækenland i VM-kvalifikationen.
De tre vigtige point kom i hus ovenpå en effektiv første halveg, hvor danskerne var kyniske og straffede to græske fejl prompte, inden gassen gik lidt af ballonen efter pausen.
Club Brügge-spilleren Christos Tzolis reducerede efter 63 minutter, og herfra fulgte en periode, hvor Brian Riemer så sine tropper slide med spillet.
Det samme gjorde Christian Nørgaard og Jannik Vestergaard, der går ret langt i deres kritik af Danmarks modsvar på grækernes scoring.
- Vores udtryk efter det mål skal vi tale om. Vi må ikke lade os ramme mentalt af det. Der blev i perioder lidt for stille på banen. Især fra nogle af de erfarne spillere. At vi ikke fik snakket mere og vist, at vi stadig var foran med to mål.
- På en skarpere dag kunne Grækenland godt have lavet en mere, forklarede Nørgaard, inden det var Vestergaards tur i mixed zone.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der var en eller anden form for følelse af, at vi måske ville miste noget, vi havde tilkæmpet os. Det var skuffende, så det kan jeg godt nikke genkendende til. Der skal vi være stærkere. Både som hold og som individuelle spillere.
- Vi burde have mindet hinanden, at vi skulle jagte det næste mål og ikke hvile på laurbæerne. Vores styrke er at være dominerende og angrebsivrige. Det har vi ikke succes med overhovedet, efter at de scorer.
Bagerst finder man dog et lidt mere diplomatisk svar. Ifølge Kasper Schmeichel skal man passe på med at blive for kritisk.
- Man kan ikke få det hele. Når man som professionel fodboldspiller analyserer en kamp, kigger du på alt det, du kan gøre bedre, men man skal også have med, at der altid er en modstander. I dag en dygtig modstander, som skabte problemer for os.
- Så skal man vise noget andet og stå sammen. Alle de der basale ting, som er vigtige i en sejr, for man kommer aldrig til at gå igennem 90 minutter, hvor man får lov til at gøre, som man vil.
Sejren over Grækenland var Danmarks tredje på stribe, og derfor topper de rødhvide spillere lige nu puljen med 10 point og en målscore på 12-1. Det betyder, at andenpladsen er sikret.

Make VM Great Again: Schweiz er Dansk, Norge-væddemål & Goodbye Gollum
Drømmeklubben | Afsnit 7Drømmeklubben er tilbage med fantastiske takes fra 1/8-finalerne og ser samtidig frem til de kommende 1/4-finaler!
Læs mere


Grækenland
Danmark
VM kval. UEFA



































