Adidas, Unibet og Carlsberg.
FC København har de seneste tre dage kunne præsentere tre lukrative forlængelser med deres nuværende kommercielle partnere.
Det vækker begejstring hos de danske mestres direktør, Jacob Lauesen.
- Det er et udtryk for, at vi har gjort mange ting rigtige i lang tid, men i særdeles også de seneste to år, hvor vi har leveret både på banen, på tribunen og på kontoret, fortæller FCK-bossen til bold.dk.
- Sammenfatningen af det gør bare, at vi har et meget stærkt produkt, og at vi på alle planer står stærkere end nogensinde.
Ifølge bold.dk's oplysninger løber de tre aftaler sammenlagt op i en værdi omkring 250 mio. kroner i kontraktperioden. Det stemmer overens med de informationer, som Berlingske beskrev torsdag.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det store beløb giver ekstra muligheder for at investere, og det er Jacob Lauesen meget bevidst om.
- Hvis vi går to år tilbage, var Danmark stadig delvist lukket ned på grund af en pandemi. At vi så hurtigt har taget klubben til en position, hvor vi ikke bare er tilbage ved udgangspunkt, men har skabt os en unik position, giver os muligheder for, at vi kan lægge flere investeringer.
Flere penge på transfers?
Der er jo flere steder, hvor mange gerne ser, at klubben investerer. Hvor skal de penge bruges?
- Der er ingen tvivl om, at vi har en ambition om at forbedre oplevelsen i Parken, og noget af Carlsberg-aftalen går direkte ind i investeringer i Parken i forhold til infrastruktur, boder og andre ting.
- Men med det sagt ved vi også godt, at Parken er af ældre dato - det skal vi være de første til at sige.
- Vi kan ikke opdatere det hele over natten, men det giver os mulighederne for at lave forbedringer så hurtigt, som det er muligt. Så ved jeg også godt, at nogle opgaver er større end andre.
Hvad med spillerhandler? Kommer sportsdirektør Peter Christiansen til at nyde godt af de mange millioner?
- Vi ser det sådan, at når PC sælger en spiller, eller vi laver en stor aftale som dem her, så står der ikke mit eller hans navn på, når de lander på bankkontoen.
- Vi er en international fodboldklub, hvor de sportslige og kommercielle ting hænger uløseligt sammen. Fodbolden er jo vores primære vare, men hvis vi ikke kan tjene penge på alt det rundt om, så har vi en sårbarhed, der gør, at hvis vi rammer stolpe ud eller tilskuerinteressen falder, så er vi ikke gearet til det.
- Sårbarheden i vores økonomi bliver mindsket af de her aftaler, og dermed styrker det også fodbolden på længere sigt. PC og jeg har hele tiden fokus på, hvordan vi kan øge FC Københavns position uden at tage større risici. Det har vi sikret os nu, og det er en dejlig position at være i.
FC København og ølgiganten Carlsberg har forlænget samarbejdet frem til 2029. Bettingpartneren Unibet har forlænget til sommeren 2027, mens trøjesponsoren Adidas' aftale med FCK nu løber frem til sommeren 2028.
Adidas-aftalen betyder blandt andet, at klubben fra næste sæson vil spille i trøjer med et unikt design, som ingen andre klubber har.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
3F Superliga




































