Yussuf Poulsen kan være på vej væk fra RB Leizpig denne sommer, og skifter landsholdsspilleren, kan der være store penge på vej til Lyngby Boldklub.
Ifølge bold.dk’s oplysninger har Lyngby, som solgte Poulsen til RB Leipzig i 2013, en videresalgsklausul på 10 procent.
Mens offensivspilleren selv har udtalt, at han ingen planer har om at forlade RB Leipzig denne sommer, mener flere tyske medier at vide, at et skifte meget muligt bliver aktuelt efter denne sæson.
Skifter Poulsen, menes prisen at ligge på omkring 30 millioner Euro, altså 225 millioner kroner, og Lyngby kan dermed potentielt se frem til en indtægt på mere end 20 millioner kroner.
Lyngby ønsker ikke at kommentere på bold.dk’s oplysninger om, at klausulen er på 10 procent og understreger, at Poulsens mulige skifte ikke er noget, der fylder her og nu.
- Lige nu er det absolut ikke noget, der fylder. Vi har jo en del spillere ude i Europa, og hvis det var noget, vi brugte krudt på hele tiden, så kunne vi ikke lavet andet, siger direktør Andreas Byder til bold.dk med et grin.
- Men vi følger selvfølgelig situationen, skulle der ske noget. Lige nu lyder det jo mest af alt til, at han bliver, hvor han er, og det er jo Yussufs valg og karriere.
- Det er ikke sådan, at vi ligger og sender ham beskeder og trygler ham om at skifte eller har lagt vores budget efter, at Yussuf eller andre skifter klub og udløser en gevinst til os, forklarer Byder.
En solstrålehistorie
Lyngby-direktøren understreger dog, at det vækker stolthed, når en tidligere Lyngby-spiller som Yussuf Poulsen præsterer i store europæiske klubber eller på landsholdet.
- Yussuf har været en solstrålehistorie lige fra sin debut for os og til nu. Han har opnået præcis det, vi i fællesskab gik efter, da han skiftede til Leipzig i 3. Bundesliga.
- Nu er han en Bundesliga-profil og har scoret i en VM-slutrunde for Danmark, og det gør os hamrende stolte, at vi har en aktie i det.
- Hvis Yussuf har en Premier League-spiller gemt i maven, så under vi ham selvfølgelig endnu et stort skifte, hvis det er det, han vil. Men som sagt bestemmer han det jo selv, og vi vil helst ikke spekulere for meget, siger Byder til bold.dk.
25-årige Poulsen har i sine knap syv år i RB Leipzig spillet 248 kampe og har kontrakt med klubben til sommeren 2022.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Lyngby Boldklub
RB Leipzig
3F Superliga
Bundesliga
































