Kristoffer Larsen blev forud for den igangværende sæson hentet til Lyngby Boldklub. Særligt klubbens cheftræner, David Nielsen, havde stor aktie i den handel og har givet den norske kantspiller mange minutter på banen i denne sæson.
Kristoffer Larsen er da også meget begejstret for, hvordan skiftet fra Brann er gået.
- Jeg er rigtig glad for at være her. Jeg har haft en optur i min tid i klubben, efter at jeg kom til fra Norge. Jeg har fået meget tillid her til slut, og det har betydet virkelig meget, siger Kristoffer Larsen til bold.dk.
- David har betydet meget for mig. Han hentede mig til klubben og har haft tillid til mig. Det er virkelig fedt, og jeg sætter rigtig meget pris på det, siger han.
Også torsdag aften mod Brøndby blev Kristoffer Larsen vist tillid og startede på banen og scorede målet til 2-0.
- Det er altid dejligt at score mål, så det var rigtig fedt at score på Brøndby Stadion, siger Larsen.
Betyder det noget ekstra, at det var på Brøndby Stadion, du scorede?
- Det betyder ikke så meget. Men det er selvfølgelig et godt hold, vi spiller mod, og det er dejligt at score her. Men det vigtigste er, at vi fik tre point. Nu ligger vi godt i tabellen, siger Larsen, som trods tredjepladsen ikke lader træerne gro ind i himlen endnu.
- Vi tager stadig én kamp ad gangen. Vi har FCK på søndag, og det er det eneste, vi fokuserer på. Så kan vi begynde at kigge på kampen mod FCM, når vi er færdige på søndag.
- Men vi er selvfølgelig stolte af at ligge, hvor vi gør, men vi skal gøre det færdigt, og det gør vi ved at tage én kamp ad gangen, siger Kristoffer Larsen.
Lyngby møder FCK søndag eftermiddag klokken 13.00 hjemme på Lyngby Stadion.
nicolai@bold.dk


Lyngby Boldklub
3F Superliga






























