Lyngby hentede i januar den 28-årige angriber Lars Brøgger i Roskilde, og han nåede at bidrage med ti kampe og fire mål i foråret og var på den måde en del af oprykningen.
Men aftalen er udløbet denne sommer, og Brøgger får ikke forlænget sit ophold.
- Lars har gjort et fantastisk stykke arbejde for os. Men vi har været nødt til at prioritere at forstærke nogle andre positioner, og derfor er der desværre ikke plads til Lars. Sådan er gamet, siger Lyngby-træner David Nielsen til bold.dk.
Nielsen rådede torsdag over 27 mand til træning, og det er en passende trupstørrelse, mener han.
- Vi har fire helt unge med, og det skal der være plads til. Men uden dem er det en meget almindelig trupstørrelse. Vi vil forsøge at ramme en størrelse, som gør os i stand til at håndtere alle de kampe, der venter i efteråret, siger Lyngby-træneren og henviser til 21 ligakampe plus pokalopgør på lidt mindre end fem måneder.
Lyngby åbner lørdag sin sæson med et opgør hos mestrene FC København.
mikael@bold.dk


Lyngby Boldklub
3F Superliga































