Rezan Corlu viste i slutningen af efteråret gode takter for Lyngby i Superligaen, og cheftræner Christan Nielsen tror på, at Corlu også bidrager med positive ting i klubben i foråret.
Tirsdag fortalte Lyngbys sportschef Birger Jørgensen, at klubben ikke forhandler med Brøndby om at sende Corlu tilbage til klubben her i januar, og Christian Nielsen forestiller sig heller ikke, at Corlu ikke spiller foråret i Lyngby.
- Det er ikke i mine hænder, og kommer det rette bud, er vi en sælgende klub. Det ved alle. Men vi forholder os til, at Brøndby indtil nu ikke har været på banen, så intet indikerer, at han ikke spiller her i foråret, siger Nielsen til bold.dk.
- Samtidig ved vi, at det kan gå hurtigt i fodboldens verden, og jeg ved ikke, hvad Brøndbys taktik er. Det må tiden vise.
- Jeg tror, at Rezan har en større værdi for os, end han har for Brøndby, og det er meget muligt, det også afspejler sig i det beløb, de måske vælger at byde for at få ham tilbage nu.
Rezan Corlu har ikke lagt skjul på, at han ser frem til at vende retur til Brøndby og har udtalt til B.T., at han gerne ser det ske allerede nu.
Samtidig understregede han dog, at han er klar til at levere for Lyngby, hvis han bliver i foråret, og det tror Nielsen på, at offensivspilleren vil.
- Nogle spillere får det bedste ud af sådan en situation, mens andre før tid begynder at være et andet sted mentalt. Tiden må vise, hvordan Rezan håndterer det, men som udgangspunkt har vi tillid til, at Rezan gør sine ting færdige her.
- Han skal være med til at slutte det, han har startet op, og han skal betale det tilbage, som vi i denne klub har givet ham. Det tror jeg, at han er indstillet på, siger Nielsen til bold.dk.
22-årige Corlu forlængede for nyligt sin kontrakt med Brøndby til sommeren 2023.


Lyngby Boldklub
3F Superliga
































