Spillerne i Lyngby Boldklub fik ved januars udgang ikke udbetalt løn som normalt, og derfor har klubben i den seneste tid kæmpet for at få styr på de økonomiske problemer frem mod forårssæsonens start.
Fire spiller forlod på den baggrund i midtugen klubben, men fredag fik de resterende spillere så endelig udbetalt løn, og det glæder cheftræner Thomas Nørgaard.
Trods en reduceret trup glæder han sig over, at der nu er kommet styr på tingene.
- Jeg synes, at det er klasse, at vi står med 19 spillere i alt, som der har været med hele vejen igennem de her turbulente uger og valgt at ligge tillid i tingene, selvom det måske har været svært for dem.
-De har valgt at blive, og jeg er rigtig glad på deres vegne over, at lønnen er blevet betalt, men også, at der er en fremtid i klubben, som vi alle sammen kan se. Det gør også at vi nu fokuserer på dem, der er her, siger han til bold.dk.
Trods de mange spekulationer om klubbens fremtid synes Lyngby-træneren, at truppen har formået at opretholde et fint niveau i den seneste tids træning frem mod søndagens forårspremiere.
- Det har været et par hektiske uger, og det er ikke noget man kan forberede sig på eller vide, hvordan man skal navigere rundt i, så det er dejligt, at det er overstået, og det er en forløsning for os alle sammen.
- I og for sig synes jeg, at vi har holdt et fint niveau. Vi har fosøgt at tage hensyn til, at vi har haft en gruppe spillere, som har haft hovederne fyldt med en masse ting. Der er jo ikke en rigtig måde at reagere på, og spillerne har håndteret det vidt forskelligt.
- Vi har holdt den træningsrytme, som vi normalt ville, og så har vi selvfølgelig taget lidt hensyn i forhold til indholdet. Men folk har været der mentalt, og gjort alt hvad de overhovedet har kunnet.
Med fredagens afklaring kan truppen nu kigge frem mod søndag klokken 18.00, hvor Brøndby kommer på besøg.
bold@bold.dk


Lyngby Boldklub
3F Superliga



























