


Inden aftenens kamp mellem Lyon og Monaco, var der fuldstændig dødt løb mellem de to, i kampen om andenpladsen i Ligue 1. Begge mandskaber lå på 62 point, og med kun to spillerunder tilbage, var der vigtige point på spil, da de to mandskaber tørnede sammen.
Lyon startede som lyn og torden. Inden der var spillet ti minutter, var de foran 2-0. Rachid Ghezzal åbnede målfesten efter tre minutter, da han blev stukket i dybden og udnyttede lidt tvivlsomt Monaco-forsvarsspil. Alexandre Lacazette fulgte hans eksempel og scorede til 2-0 fem minutter senere.
Lacina Traore gjorde det ikke nemmere for Monaco, da han inden for få minutter fik to gule kort og dermed blev sendt tidligt i bad. Det udnyttede hjemmeholdet nådesløst og de var foran 4-1 ved pausen. Først slog Mapou Yanga-Mbiwa til og scorede til 3-0, inden Lacazette scorede sit andet mål i kampen. Han blev spillet fri i feltet og på helt kølig vis, lagde han bolden i et chip over en sagesløs Monaco-keeper. Carvalho reducerede for Monaco kort før pausen og stillingen var derfor 4-1.
I anden halvleg fortsatte Lyon hvor de slap. Endnu en gang scorede Yanga-Mbiwa, denne gang var det målet til 5-1. Og brandvarme Lacazette fuldendte sit hattrick og ydmygelsen af Monaco, da han scorede til 6-1.
Det endte derfor med en voldsom Lyon-sejr på hele 6-1 over Monaco i den direkte duel om andenpladsen i Ligue 1. Med en enkelt spillerunde tilbage har Lyon matchbold.
Andetsteds sejrede ligaens suveræne mestre fra Paris Saint-Germain med 4-0 over Ajaccio. Edinson Cavani scorede hattrick i sejren og Zlatan Ibrahimovic sluttede af med at score kampens sidste mål til 4-0.
Nice vandt 2-0 over Saint-Etienne, Montpellier slog Rennes med samme cifre, 2-0, Bordeaux slog Lorient med 3-0 og Caen vandt 2-1 over Nantes.


Caen
Lorient
Lyon
Bordeaux
Nice
PSG
Rennes
Saint Etienne
Montpellier
Monaco
Nantes
Ajaccio
Ligue 1























