Ishøj IF har store ambitioner, og klubben vil gerne spille med en oprykning til næste sæsons udgave af 3. division. I forhold til at opnå en topplacering i Danmarksserien Pulje 1 har Ishøj fået en flyvende start med seks sejre ud af seks mulige og en målscore på hele 24-5. Dermed topper holdet puljen.
Ishøj-cheftræner Erdogan Aslan siger til LigaBold.dk, at holdet kun har forstærket sig på få pladser, men der er en stor forskel i denne sæson. Ishøj har ageret som et hold.
- Vi har jo faktisk kun to nye spillere, der har været med i startopstillingerne i forhold til den seneste sæson, så det er egentlig det samme hold stort set, men det er så to spillere, som er kommet ind med et kæmpe hjerte og har gjort en forskel i form af Frederik Kragh og Daniel Stückler. Nu har jeg kun haft en hel sæson med Ishøj, og jeg synes bare, at relationerne spillerne imellem har gjort, at det er blevet et fodboldhold.
- I den tid, hvor jeg har været træner her, har vi haft gode fodboldspillere, men vi har mange gange ikke ageret som et hold især i modgang. Jeg synes bare, at spillerne leverer på fuldstændig samme niveau indstillingsmæssigt og attitudemæssigt til alle kampe, og derfor har vi været lige gode mod Solrød, Avarta og Frederikssund, og så er vi gode, siger Erdogan Aslan til LigaBold.dk.
Det stopper pludselig
Selvom Ishøj har fået en fremragende start, så vokser træerne ikke ind i himlen. Der er langt endnu, og meget kan gå galt, siger Aslan.
- Jeg har gjort mig meget umage med at fortælle spillerne, at vi skal tage en kamp ad gangen. Inden sæsonstarten var det blandt andet de to nedrykkere, som var store favoritter både hos mig, men også hos bookmakerne i forhold til at rykke op. Vores intension har hele tiden været at udfordre Brønshøj og Avarta, men vi har jo ikke set os tilbage i de første seks kampe.
- Vi har jo vundet kampene med minimum to mål, og det skal man selvfølgelig nyde, så længe det varer, for lige pludselig så stopper sådan noget.
- Derfor håber jeg, at vi kan blive ved med at holde momentum i lørdagens kamp mod B 1903. Det er rigtig vigtig for os, at vi tager en kamp ad gangen og ikke italesætter alle mulige ting, der først slutter efter 27. kamp. Vi har været gode til at have fokus på den kamp, som der kommer.
Ishøj-cheftræneren siger, at der er stor konkurrence om pladserne i startopstillingen. Det har blandt andet betydet, at nytilkomne Emil Scott har måttet tage plads på bænken, mens Ricki Olsen i den seneste kamp ikke var i startelleveren. Olsen er dog lige kommet tilbage fra en skade. Aslan er meget tilfreds med den nuværende trup.
- Vi har 15-16 rigtig dygtige spillere, og så er der en fem-seks unge spillere, der gerne vil suge til sig, og som træner flot ved siden af, siger Aslan og uddyber, at Ishøj har været forskånet for de helt store skader.
Fem hold skal kæmpe om det
Ishøj er i pulje med Greve, Allerød FK, Herstedøster IC, Brønshøj, B 1903, Frederikssund, Avarta, Solrød FC og Union, og her er det kun nummer ét i puljen, der rykker op i 3. division. Ud fra de første seks kampe, så tror Aslan, at fem hold kommer til at kæmpe om den eftertragtede førsteplads.
- Nu har vi mødt to oprykkere Herstedøster og Solrød, og Union som har fået en vanskelig start. Så har vi mødt Avarta, som er et formodet tophold, Allerød, der var i oprykningsspillet i den seneste sæson, og så har vi mødt Frederikssund, der også var i oprykningsspillet. Jeg må indrømme, at jeg synes, at Allerød, Frederikssund og Avarta har set lige stærke ud.
- Hvis man ser på holdlisten, så synes jeg, at Avarta materialemæssigt har et rigtig stærkt hold. Så har vi ikke mødt Brønshøj endnu, men når jeg kigger på deres holdliste, så har de jo også et fantastisk stærkt hold.
- Der er kun spillet seks kampe af sæsonen, og med to nederlag til os er alt samlet igen. Jeg tænker, at Frederikssund, Ishøj, Allerød og især Brønshøj og Avarta går efter den oprykningsplads indtil det sidste, og det vil vi også gerne, siger Erdogan Aslan til LigaBold.dk.
Næste opgør for Ishøj IF er mod B 1903 lørdag 18. september, og den kamp starter klokken 13 i Ishøj.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


Danmarksserien
Ishøj IF































