2. Division -Mads Schäfer Bak vil rykke op med Skive
Foto: Skive
2018-07-11 08:17:01
Foto: Skive

Mads Schäfer Bak vil rykke op med Skive

Mads Schäfer Bak har en klar forventning om at spille med om oprykning med Skive i den kommende sæson, siger han har skrevet en etårig kontrakt med klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Fredag i sidste uge diskede Skive op med en ganske prominent nyerhvervelse, da klubben præsenterede Mads Schäfer Bak på en etårig aftale.

Schäfer spillede i sidste sæson 1. division med Brabrand, men nu tager han i stedet en tørn hos den anden nedrykker, Skive.

- Skive kontaktede mig og ville gerne lave en aftale, og så blev vi forholdsvis hurtigt enige om det. Det var en god pakke, de kunne tilbyde mig i forhold til, hvad jeg ellers havde af muligheder i forhold til mit liv ved siden af fodbolden., siger han til bold.dk.

- Jeg har en base i Aarhus med familie og studie, så jeg var ikke klar til at rykke teltpælene op. Derudover var der lidt andre henvendelser, men ikke det store, så det var forholdsvis nemt for mig at sige ja til Skive.

Schäfer har tidligere repræsenteret SønderjyskE, Hobro og Vendsyssel, og den kommende sæson bliver første gang, han skal prøve kræfter med den danske 2. division.

- Det har jeg ikke prøvet før, så det bliver egentlig lidt sjovt at skulle spille mod nogen, man ikke rigtigt kender.

- Det bliver lidt nogen indavl i 1. division og Superligaen, hvor man møder de samme spillere igen og igen, så nu skal jeg til nogle lidt mere eksotiske steder, end jeg er vant til, siger Schäfer med et grin.

Han har dog absolut intet problem med at tage skulle spille på lavere niveau, end han har været vant til.

- Jeg gør mig ikke så mange tanker om det. Det er sgu ikke anderledes end at spille i 1. division, ud over at niveauet nok ikke er så højt. Men jeg går ind på banen for at vinde med Skive, og så skal vi vinde så mange kampe som muligt, så vi kan rykke op.

- Det er ikke, fordi jeg tænker så meget over, om jeg står i Middelfart eller Roskilde. Det betyder ikke så meget, siger den 28-årige midtbanespiller.

Er ambitionen oprykning med Skive?

- Ja. Nu har jeg kun været til træning to gange, så jeg taler lidt på egen hånd, men det regner jeg da stærkt med, at klubben også går efter.

- Jeg synes, klubben har fået hentet og forlænget med nogle stærke spillere de sidste uger, så uden at kende for meget til de andre holds niveau, tænker jeg da klart, at vi skal være tophold, siger han.

I bestræbelserne på at fuldføre den mission, vil Mads Schäfer Bak forsøge at bidrage med sin erfaring fra mange kampe i Superligaen og 1. division.

- Det minder egentlig om den rolle, jeg havde i Brabrand sidste år, tror jeg. Jeg er en af de ældre med lidt mere erfaring fra højere niveau end de fleste andre.

- Så jeg skal gerne prøve at diktere spillet og guide mine holdkammerater så meget som muligt og tage en masse ansvar, som jeg synes fungerede fint i Brabrand, siger Schäfer.

Mads Schäfer Bak og Skive spiller første turneringskamp i 2. division den 4. august, hvor FC Sydvest kommer på besøg.

anton@bold.dk

Annonce
Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce