Anders Christiansen er efter en lang pause grundet hjerteproblemer endelig klar til at tørne ud for Malmö FF igen.
Den 33-årige dansker har ikke spillet en gældende kamp for de svenske mestre, siden han i maj sidste år fik indopereret en pacemaker efter at have følt ubehag til en træning.
Mens AC har siddet ude, har Pontus Jansson båret anførerbindet for klubben. Men står det til ham, så skal det tilbage på AC’s arm.
- Hvis AC spiller, så er han anfører. Sådan har jeg hele tiden set på det. Bare fordi han bliver syg, skal han ikke af med anførerbindet, siger den tidligere Brentford-stopper til Sydsvenskan ifølge Fotbolldirekt.
Pontus Jansson startede karrieren i Malmø og har siden været en tur forbi Torino, Leeds og Brentford, inden han i sommer vendte hjem til Sverige.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han uddyber, at det vigtigste for ham er klubben – om han bærer anførerbindet eller ej.
- Det vigtigste for mig er altid klubbens bedste. Anførerbind eller ej. Det ændrer ikke meget for mig. Jeg kommer ikke til at ændre mig som hverken person eller spiller, siger den 32-årige svensker til Sydsvenskan ifølge Fotbolldirekt.
AC fik i en træningskamp torsdag mod Silkeborg sine første minutter siden hjerteoperationen. Han noterede sig for en assist i kampen, som Malmø vandt 2-0.
Til marts får han mulighed for at få sine første minutter i officiel kamp siden maj, når Malmø begynder sit titelforsvar mod Norrköping.

Malmö FF
Allsvenskan



































