Premier League -Maltesisk klub: Vi forhandler med Ronaldinho
2019-07-18 17:46:49
Foto: Getty Images

Maltesisk klub: Vi forhandler med Ronaldinho

Michael Valenzia, teknisk direktør for Birkirkara FC fra Malta, bekræfter over for Times of Malta, at man i øjeblikket forhandler med Ronaldinho.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ronaldinho lagde officielt støvlerne på hylden i januar 2018 efter flere år uden klub, men nu kan det være, at den brasilianske legende skal til at finde dem frem igen.

39-årige Ronaldinho er nemlig i forhandlinger med Birkirkara FC, der spiller i den bedste række på Malta. Det bekræfter klubbens tekniske direktør, Michael Valenzia, over for avisen Times of Malta.

- Jeg kan bekræfte, at der i øjeblikket er en mulighed for, at Birkirkara FC kan hente Ronaldinho. Intet er endnu sikkert, men vi taler sammen, og vi må bare være tålmodige og se, hvordan det udvikler sig, siger han.

Michael Valenzia forklarer, at handlen kom på tale under forhandlinger med en gruppe udenlandske sponsorer. Her kom det frem, at nogle af personerne også repræsenterer Ronaldinho og godt kunne se ham spille for klubben.

- Sådan en handel vil selvfølgelig give vores klub et massivt løft – ikke bare fra et spillemæssigt synspunkt, men også markedsføringsmæssigt. Ronaldinho er i top 20 over de bedste spillere i fodboldhistorien.

- Vi må være tålmodige, fordi forhandlingerne er komplicerede og med mange aspekter som imagerettigheder, der skal diskuteres. Så vi må vente og se, siger Michael Valenzia.

Birkirkara FC havde den tidligere Liverpool-spiller John Arne Riise som sportsdirektør tidligere i år, indtil han efter tre måneder stoppede i marts.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Birkirkara FC har i det seneste år haft den rutinerede maltesiske angriber Michael Mifsud i truppen. Og hvis forhandlingerne går vel, kan han og resten af holdet se frem til at få Ronaldinho som holdkammerat inden længe.

Ronaldinho har senest spillet for Fluminense i hjemlandet, men efter to og en halv måned blev kontrakten ophævet i september 2015. Efterfølgende spillede brasilianeren futsall i Indien, indtil agenten bekræftede spillerens pension i januar 2018.


Foto: Getty Images

8 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0