Marokkos fodboldlandshold blev sent søndag aften evakueret fra Guinea, hvor der pågår et statskup og store uroligheder i gaderne.
Det var AZ Alkmaar-spilleren Zakaria Aboukhlal førstehåndsvidne til.
Marokkaneren lå i sin seng på spillerhotellet forud for mandagens kamp mod Guinea, da han hørte skud på gaden.
- Da vi ankom til hovedstaden Conakry, var der ikke noget særligt. Vi tog til hotellet, og alt var fint. Vi trænede og sov, men da jeg hvilede på værelset dagen efter, hørte jeg skud, siger Zakaria Aboukhlal ifølge Voetbal International.
- Først troede jeg, det var fyrværkeri, men det gav ingen mening. Man tænker jo ikke, det kan være andet. Det blev ved, og til frokost fik vi at vide, at de forsøgte at fange præsidenten. Så vidste vi, at det var skud, og det fortsatte hele dagen.
Spillerne blev herefter eskorteret til lufthavnen.
- Vi måtte hurtigt af sted gennem bagdøren på hotellet og tage bussen til lufthavnen. Soldater ledte vejen for os, og gardinerne skulle være trukket for i bussen.
- Undervejs fejrede mange mennesker, at præsidenten var blevet arresteret. Der blev råbt til og sparket på bussen. På et tidspunkt stoppede vi midt i det hele, og alle var i chok. Vi vidste ikke, om folk var glade eller vrede.
- Heldigvis for os var de glade, og vi nåede heldigvis at komme ud. Vi var ikke klar over, hvor alvorligt det var. Jeg var ikke bange, måske en enkelt gang i bussen, men vi gjorde bare, hvad der blev sagt.
- Det hele gik så hurtigt, og hvis vi ikke havde været i lufthavnen så hurtigt, havde det været for sent. Så måtte vi være der mindst en uge mere.
Flere klubber forsøger at hente Guinea-spillerne hjem, men det vides ikke, hvordan den aktion går. Det drejer sig blandt andre om Liverpool-spilleren Naby Keita.


VM
Marokko
Guinea



































