- Det kunne nok godt være på plads i løbet af august.
Sådan lyd det for nylig fra Randers FC-fodbolddirektør Søren Pedersen i et interview med Bold, og nu tyder det på, at klubben er blevet solgt.
I hvert fald skriver Randers Amtsavis, at en aftale er på plads mellem Randers FC og den japanske investorgruppe, som klubben længe har været i forhandlinger med.
Mediet skriver, at japanerne bliver majoritetsejere i Randers FC, hvor der tilføjes en masse kapital, men de nuværende nøglepersoner forbliver i sine roller.
Således ser det ud til, at et marathon-forløb er forbi.
I slutningen af 2023 bekræftede bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen, at klubben var i dialog med udenlandske investorer. Det handlede primært om interesse fra England og USA.
Artiklen fortsætter efter billedet

Salgsprocessen fortsatte i 2024, hvor klubben i efteråret 2024 faktisk bekræftede, at man havde underskrevet en hensigtserklæring med en mulig investor.
Efter et sammenbrud med en amerikansk investorgruppe besluttede klubbens bestyrelse i juni 2025 at indstille jagten på nye investorer for i stedet at fokusere på en treårsplan, hvor målsætningen var fortsat sportslig fremdrift.
Men de planer blev ændret i 2026, hvor det kom frem, at Randers FC igen var i forhandlinger om et salg, som nu ser ud til at være kommet over målstregen. Bold kunne siden fortælle, at parterne var tæt på en aftale.
Du kan se det regelsæt, som Randers FC skal efterleve for at få det nye ejerskab godkendt, nedenfor.
Regelsæt forhindrer lyssky ejerskaber
Det er fire år siden, at Divisionsforeningen indførte et nyt regelsæt i forhold til ejerskaber i danske fodboldklubber.
Det er hensigten, at man skal kontrollere og fange mulige ejere, som ikke har økonomien eller de gode hensigter, når de skal investere i en dansk fodboldklub.
Vi så det i foråret 2024, da Cagdas Senyürek ville købe Vejle, men en handel kollapsede blandt andet fordi han ikke kunne godkendes af det interne system, som Divisionsforeningen har indført.
Regelsættet, som gælder for både danskere og udlændinge, handler om, at mulige ejere skal undersøges for en række forhold.
Den pågældende klub kan miste kontrakttilladelsen, hvis en mulig køber af en klub:
* Er straffet for økonomisk kriminalitet så som hvidvask eller skatteunddragelse.
* Er i konkurskarantæne eller i øvrigt har væsentlig og omfattende konkurshistorik.
* Har væsentlig indflydelse i et bettingselskab.
* Er registreret som fodboldagent eller ejer en fodboldagentvirksomhed.
* Er underlagt ultimativ kontrol af en nationalstat.
* Har aktiviteter i lande placeret højt på diverse indekser for korruption, hvidvask eller terrorfinansiering.
En mulig køber kan også diskvalificeres, hvis der eksisterer en væsentlig risiko for turneringens integritet og omdømme.
Derudover kan en køber også diskvalificeres, hvis øvrige forhold giver “væsentlig risiko for fodboldens og turneringernes integritet eller omdømme”.
Divisionsforeningen kan også kræve et møde med en potentiel ny ejer af en klub.
Det kan ske, før en aftale er underskrevet, men ofte sker den slags i form af en dispensation, så et ejerskifte ikke svækker en klub i et givent transfervindue, som vi befinder os i lige nu.
En ny ejerkreds får en given periode til at bringe en række forhold i orden.
Sker det ikke inden for tidsfristen, ryger retten til at skrive kontrakter. Og det lukker naturligt forretningen.
Godkendelse af ejerskaber blev ændret i 2022, hvor Divisionsforeningen ville have bedre kontrol og sikre sig ejernes hensigter, når de købte sig ind i danske klubber.

Steinlein stiller Tullberg-garanti
Hattrick | Afsnit 7Vi starter Hattrick med Brøndby, som gerne vil af med Benjamin Tahirovic, og ham står Genk altså klar til at samle op.
Læs mere
Randers FC
3F Superliga


























