Glen Riddersholms job kan muligvis være i fare.
I hvert fald melder det svenske medie Fotbollskanalen om sprækker i forholdet mellem IFK Norrköping og Glen Riddersholm.
Ifølge mediet skulle den danske cheftræner have søgt andre jobs.
Også podcasten Tuttosvenskan melder, at den svenske klub overvejer at give Riddersholm sparket efter en undervældende sæson, og at Norrköping blandt andet skulle se en potentiel erstatning i Andreas Alm, der netop er blevet fyret i OB.
Fotbollskanalen har været i kontakt med sportschef Tony Martinsson, der understreger, at Riddersholm har kontrakt et år endnu.
- Han har kontrakt hos os, indtil andet meldes ud. Han har vores tillid. Jeg ved ikke, om han søgt andre jobs, og jeg har ikke hørt om det, siger han.
Så sent som i weekenden gjorde den danske træner det klart, at hans job ikke er truet.
- Det er der ikke snak om på nogen måde. Jeg kom her for et projekt, og det går den rigtige vej i forhold til det, vi har kommunikeret ud, sagde Riddersholm til lokalmediet Norrköpings Tidningar.
IFK Norrköping indtager en ottendeplads i Allsvenskan inden weekendens sidste runde.
bold.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Glen Riddersholm.


Norrköping
Allsvenskan


























