En fundamental ændring ser ud til at være på vej i Major League Soccer.
Torsdag skal der stemmes om to store ændringer, og de vil i tilfælde af vedtagelse betyde en markant ændring af staternes fodboldturnering.
Ejerne mødes torsdag i Florida, hvor man både vil stemme om en overgang til en sæson med sommerstart, samt en afskaffelse af de nuværende to konferencer til fordel for én liga - delt op i fem divisioner.
Det skriver The Athletic, som også erfarer, at ændringen angiveligt skal stemmes igennem, så den er gældende fra sommeren 2027.
Planen er, at MLS’ grundspil skal strække sig fra slut-juli eller august til april, med slutspillets afvikling i maj. Det skal blandt andet ske for at synkronisere bedre med det europæiske transfermarked.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ligaen tager så en vinterpause i december og januar. Bolden vil sandsynligvis ligge stille frem til første eller tredje uge i februar, da MLS naturligt nok forsøger at undgå at starte op i Super Bowl-weekenden.
Der vil også være en sommerpause i juni og juli.
I forhold til ændringen af ligastruktur vil MLS overgå til et enkelt ligasystem, meget lig det nye Champions League-format, men hvor holdene er inddelt i fem divisioner af seks hold, hvor alle hold møder hinanden ude og hjemme.
Derudover spiller man én gang mod MLS' resterende klubber, hvilket i alt udgør 34 kampe over en sæson - foruden playoff.

Major League Soccer

































