AaB ser ud til at gå en travl transferdag i møde. Den nordjyske klub har netop solgt Mikkel Kaufmann til FC København omgående, og de forhandler, ifølge bold.dk's oplysninger, om at sælge Oliver Abildgaard til russiske Rubin Kazan.
Ifølge britiske Berkshire Live henter AaB også forstærkning ind på målmandsposten i form af den tidligere Arsenal-målman Vito Mannone, der pt har seks måneder tilbage af sin kontrakt med den sydengelske Championship-klub Reading FC.
Den 31-årige italiener forventes at underskrive aftalen senere i dag, meddeler journalisten Jonathan Low, der dækker Reading FC tæt.
AaB-direktør Thomas Bælum afviser dog historien.
- Nej, der er ikke noget på den historie, og du må ikke spørge mig, hvor den kommer fra. Lige på målmandspositionen er vi rigtig godt besat. Der er ingen aktivitet på den front, siger han til bold.dk.
Vito Mannone delte i nat et billede på Instagram, hvor man kan se, at han er på vej ud at flyve.
Han har senest været lejet ud til amerikanske Minnesota United FC.


AaB
Reading
Championship


































