2024-11-29 15:42:44

Mensah var nedtrykt: Gider jeg overhovedet det her mere?

I et interview med Bold sætter Kevin Mensah ord på overvejelser om karrierestop og snarligt kontraktudløb i Brøndby.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 17. runde

FT

BIF

1 - 0

AaB

Kevin Mensah er snart klar igen.

Brøndby-backen blev i sommer opereret efter en ny alvorlig knæskade, men nu lysner det.

Det fortæller 33-årige Mensah i et længere interview med Bold, hvor han også sætter ord på sit snarlige kontraktudløb.

- Den 8. januar starter vi op igen i Brøndby, og der skulle jeg gerne være tæt på at være klar til fuld træning. 

- Det kan godt være, at jeg ikke er med til fuld træning de første dage, men når vi møder ind igen, skulle jeg meget gerne være tæt på, siger Kevin Mensah.

Du siger, at du møder ind igen i januar, men mig bekendt udløber din aftale ved årsskiftet?

- Min aftale udløber den 31. december, og lige nu er der ikke en afklaring. Vi taler lidt om det ene og det andet, og så må vi se inden for de næste uger, hvor vi ender henne, lyder det fra Brøndby-backen.

Hvis parterne ikke ender med at forlænge samarbejdet, regner Mensah med, at han gerne må træne med alligevel.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Mensah var nedtrykt: Gider jeg overhovedet det her mere?
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Nu har jeg været i Brøndby i snart otte år, og jeg har haft en god tid. Så jeg tænker, at gode venner af huset, der har været med til at vinde titler, altid er velkomne i Brøndby, hvor fællesskabet betyder rigtig meget. 

- Så jeg går ud fra, at jeg fortsat er velkommen, hvis min kontrakt udløber, lyder det fra Mensah.

Overvejede karrierestop
Kevin Mensah har været hårdt plaget af skader i løbet af karrieren.

Derfor har fremtiden ikke været et stort fokus, selv om aftalen med Brøndby snart udløber.

- Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg regner med. Lige nu er mit fokus på at bruge de sidste dage af 2024 på at komme så tæt at kunne spille fodbold på et stadion, hvor græsset er grønt.

- Jeg vil gerne lave det, som jeg elsker, så af en eller anden grund har jeg det rigtig fint med, at jeg bare har kunnet genoptræne uden at fokusere så meget på, hvad der sker bagefter.

- Det er ingen hemmelighed, at når jeg har haft flere skader, kommer der tanker som: Kan jeg overhovedet spille fodbold igen?

- Fokus har været, at det kan jeg godt, og det vil jeg gerne forfølge. Det har været hårdt med genoptræning, og så må vi se, hvad der sker efter januar og i det nye år, lyder det fra Mensah.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Vil det sige, at du har gjort dig overvejelser om at stoppe karrieren?

- Når jeg har haft to korsbåndsskader og får endnu en operation, så er det helt naturligt i de uger, hvor man går rundt med krykker, har skinne på, ligger på sofaen og er nedtrykt, at der kommer nogle overvejelser.

- Man tænker: Gider jeg overhovedet det her mere? Gider jeg at gå igennem alle de sure timer i styrkecenteret og hele den hårde træning, som det indebærer at komme tilbage?

- Forholdsvist hurtigt finder man ud af efter et par uger, at det vil man gerne. Jeg er kommet tilbage før, og jeg kan komme stærkere tilbage igen.

Du har været nedtrykt. Har det været ekstra hårdt denne gang?

- Både ja og nej. Man får de her tanker, om man kan komme tilbage, og om man skal stoppe, når man tænker på sit helbred og ens kontraktsituation.

- Jeg er kommet tilbage stærkere før, især efter min første korsbåndsskade, og det har også motiveret mig denne gang. Så de her tanker om at stoppe, blev rimelig hurtigt fortrængt, fordi det blev mere sulten for at vise, at jeg kan komme tilbage i en bedre version, lyder det fra Mensah.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Vil gerne spille fast
Selv om Mensahs aftale står til at udløbe om en måneds tid, har Brøndby-backen ikke været i dialog med andre klubber endnu.

- Jeg vil sige, at min førsteprioritet er at blive fit. Som person er jeg utrolig reel, i forhold til hvad jeg selv kan stå inde for, og lige nu er jeg ikke så langt i det, at jeg skal snakke med den ene, den anden og den tredje.

- Jeg genoptræner ude i Brøndby, hvor jeg har en kontrakt, og de ved, hvordan det ser ud. Det handler om at blive så klar som muligt, og jeg møder ind i Brøndby den 8. januar, hvor jeg er tæt på at kunne spille fodbold igen, og det er det, som jeg kan forholde mig til.

- Jeg vil have det svært at love det ene og det andet til klubber i Danmark og i udlandet, når jeg ved, at der er noget form og rytme, der skal bygges op, fortæller Mensah.

Hvis du helt selv kunne vælge, ville du så helst forlænge med Brøndby?

- Det ved jeg ikke, og det er svært at sige. Når man går igennem sådan en her periode, begynder man også at tænke på, at det vigtigste til sidst i ens fodboldkarriere er, at man gerne vil spille fodbold.

- Der er stor konkurrence i Brøndby, og det er en klub, som spiller med om mesterskabet hvert år.

- Inden jeg blev skadet, var jeg ikke starter, selv om jeg var anfører, så jeg tænker også over, hvordan jeg gerne vil slutte med det, som jeg elsker.

- Der er mange gode og grundige overvejelser, men for mig handler det om at komme så hurtigt som muligt tilbage på banen, fortæller Mensah.

Kevin Mensah har været i Brøndby siden 2017. Backen står noteret for 157 kampe for klubben, som han har vundet to titler med.

Tidligere har Mensah tørnet ud for Viborg og Esbjerg.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 17. runde

FT

BIF

1 - 0

AaB

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce