Den 41-årige tidligere Barcelona-stopper Rafael Marquez er for tiden uden job, efter han sagde op i barndomsklubben Atlas, hvor han i 2018 blev ansat som sportsdirektør.
Men Marquez drømmer om at vende tilbage til et job i fodboldens verden, og for mexicaneren skulle det gerne betyde en retur til Europa, hvor han selv spillede for Monaco, Barcelona og Hellas Verona i sin aktive karriere.
Det siger han ifølge AS til Fox Sports.
- Jeg ville gerne tage et andet job, der relaterer sig til fodbold, men det skal være med et hold fra Europa. Jeg ved, jeg kan få et job der, fordi jeg fik mig nogle meget gode venner gennem min tid der, siger han og fortsætter:
- Europa har den bedste fodbold i verden, så hvis der byder sig en mulighed, vil jeg helt klart gribe den.
- Min prioritet er Europa, men åbner der sig en jobmulighed i Mexico, hvor jeg kan lide projektet, så kunne jeg også godt tage det.
Marquez spillede i Barcelona fra 2003 til 2010 og nåede 242 kampe, to Champions League-trofæer og fire La Liga-mesterskaber - på landsholdsniveau blev det til 147 kampe for Mexico og fem VM-deltagelser.
Han nåede som 39-årige at være med Mexico til VM i 2018.


































