I lørdags kom det frem, at den tidligere landsholdsspiller Michael Schjønberg havde valgt at sige op i færøske 07 Vestur på trods af stor succes.
Nu har 56-årige Schjønberg fået styr på fremtiden.
AGF skriver nemlig på sin hjemmeside, at Michael Schjønberg fremover skal være cheftræner for klubbens kvindehold.
Schjønberg har skrevet en treårig kontrakt.
- Det er en fantastisk spændende udfordring som jeg ikke kunne sige nej til. Siden jeg fik lejlighed til at arbejde med kvindeholdet i Vålerenga, da jeg i sin tid var assistenttræner i klubben, har jeg haft lyst til at arbejde med kvindefodbold og se om jeg kunne gøre en forskel for en gruppe spillere på vej frem.
- Og det har jeg fundet her i Aarhus, hvor AGF har gang i et spændende projekt, hvor det nu gælder om at stabilisere os i ligaen efter et par ustabile år.
- Det er en opgave, som jeg ser frem til at løfte i selskab med de mange gode og engagerede mennesker i og omkring holdet, siger Michael Schjønberg til AGF's hjemmeside.
Han starter op med holdet 17. juli.


AGF
































