Det er endnu uvist, hvad der skal ske med 56-årige Schjønberg, men han fortæller til bold.dk, at han fortsat gerne vil være træner.
- Jeg vil gerne have mere tid med min familie, så det (næste job, red.) skal være i Danmark, hvis det skal være. Jobs hænger jo ikke på træerne.
- Det skal være i Danmark nu, men på sigt er det jo et dejligt land med nogle dejlige mennesker på Færøerne, så man skal aldrig sige aldrig. Om jeg kommer herop igen, ved jeg ikke, men lige nu har jeg brug for tid med dem, som står mig nært, siger Michael Schjønberg til bold.dk og tilføjer, at han ikke har snakket med andre klubber endnu.
Stor oplevelse
Den tidligere landsholdsspiller fortæller, at opholdet i 07 Vestur har givet ham meget som træner og person.
- Det er fedt at kunne forlade klubben, som det er nu. De ligger nummer fem. I den seneste sæson fik vi 29 point, nu har holdet 22 point, og der er ikke spillet halvdelen af kampene. Vi er i semifinalen i pokalen. Det har været en fed opgave.
- Det er jo en anden form for fodboldspillere, som har stor passion for fodboldspillet, men som også har et liv ved siden af med arbejde.
- Det er et land, som har utroligt mange traditioner, som gør, at der er nogle ting, som man skal på fjeldet som at slå kartofler og slagte får. Det har været en stor oplevelse. Fodboldmæssigt har det været det hele værd, siger Michael Schjønberg til bold.dk.
Det seneste trænerjob for Schjønberg i Danmark var i Vendsyssel i foråret 2021, og danskeren har tidligere haft stillinger i blandt andet Vålerenga, Hannover 96 og Kaiserslautern.



Betrideildin
07 Vestur

































