Michael Schjønberg har været cheftræner i færøske 07 Vestur siden januar 2022, og her har den danske træner leveret flere store resultater.
Nu er det dog slut for danskeren i den færøske klub.
Schjønberg siger nemlig til bold.dk, at han har valgt at sige op i 07 Vestur fra den bedste færøske række på trods af stor succes.
Danskeren havde oprindelig kontrakt med klubben til 31. december 2023.
- Jeg stopper. Sportsligt har klubben aldrig været bedre som nummer fem i ligaen og i semifinalen i cuppen. Det er afsavn til familien, der gør, at jeg stopper nu, siger Schjønberg til bold.dk.
Han fortæller, at klubben er trist over hans beslutning.
- Klubben er ked af det, men de ved godt, at for os, der kommer fra Danmark, er der mange timer, som man skal slå ihjel. Det er jo ikke en fuldtidsklub, men halvandet år er perfekt, og det har været rigtig godt, men jeg kunne mærke, at da jeg tog op efter vinterpausen, var det hårdt at komme afsted.
- Afsavnet er stort hjem til. Jeg har fire børn, tre børnebørn og en dejlig kone i Danmark, men det har været et fedt eventyr, siger Michael Schjønberg til bold.dk.
56-årige Schjønberg har tidligere haft jobs i blandt andet Vendsyssel, FC Vestsjælland, Kaiserslautern og Hannover 96.
For det danske landshold spillede Schjønberg 44 A-landskampe.


Betrideildin
07 Vestur



































