19-årige Rinor Rexhepi rykker til Fyn.
Rinor Rexhepi har skrevet kontrakt med Middelfart Boldklub, der løber frem til sommeren 2028.
Den unge angriber har senest spillet i U19-Ligaen for Randers FC og skal nu give sig i kast med seniorfodbold.
- Rinor kommer med en god fysik, og derudover har han en god afslutningsfod. Han kommer til at byde sig til omkring spilletiden fra dag ét, men vi skal også huske på, at han kommer direkte fra U19-Ligaen.
- Nu er det seniorfodbold, og det er en anden størrelse, men i Randers FC har han hele 12 gange spillet med i Future Cup, så han bliver ikke chokeret over, at det nu er voksne spillere, han står overfor, udtaler sportschef Søren Godskesen til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

Foruden sine 12 kampe i Future Cup har Rinor Rexhepi også markeret sig i U19-Ligaen med 42 kampe og 13 mål. Derudover har han også en fortid i AC Horsens.
Nu venter et nyt kapitel i Middelfart, som han glæder sig til.
- Det har været rigtig lærerigt for mig at være med omkring holdet her i opstarten. Alle har været rigtig søde ved mig, og jeg synes, niveauet er godt. Derfor ser jeg frem til at skulle konkurrere om spilletiden her i Middelfart Boldklub. Hvis jeg skal beskrive mig selv, så vil jeg sige, jeg en angriber med god fart, som er god til at afslutte, siger Rinor Rexhepi.
Middelfart møder i morgen Thisted FC, hvor Rinor Rexhopi håber at kunne markere sig på banen.

Middelfart Boldklub
CampoBet 2. division



























