De kinesiske fodboldklubber har snøren ude i det europæiske fodboldfarvand, og det er ikke kun spillere, der bliver forsøgt hevet ind. Også trænere er en interessant fangst for de kinesiske klubber - det kan Torino-træner Sinisa Mihajlovic tale med om.
- I december fik jeg et tilbud om at arbejde som træner i Kina, men jeg besluttede at sige nej, fordi jeg ikke vil forlade et stykke arbejde halvt færdiggjort, siger Sinisa Mihajlovic ifølge football-italia.net.
- For at være helt ærlig, så havde jeg et par søvnløse nætter, hvor jeg tænkte over de lønsummer, jeg kunne have haft. Men i livet må man tage beslutninger, og det her var min beslutning, siger Mihajlovic.
Torino-træneren fortæller desuden, at han godt forstår de spillere, der smutter til Kina, fordi man kan tjene så mange penge, som det er tilfældet. Han begrunder det med, at spillerne har en kort karriere og sammenligner med, at en trænerkarriere kan være noget længere end en spillerkarriere.


Torino
Serie A



























