Rosenborg meddelte for nyligt, at klubben har brugt for mange penge og skal skære 15 millioner kroner af udgifterne i 2020.
Klubbens daglige leder Tove Moe Dyrhaug forklarede blandt andet til den norske avis Adressa, at der er brugt for mange penge på klubbens førstehold, hvorfor det kunne tyde på, at der skal skæres i spillertruppen.
Holdets danske anfører Mike Jensen regner dog ikke med, at de kommende besparelser får direkte konsekvenser for ham.
- På den lange bane skal der spares lidt, og vi må bare erkende, at vi har en for dyr trup i forhold til det, vi har præsteret i år, siger Jensen og henviser til klubbens øjeblikkelige 11. plads i Eliteserien til bold.dk.
- Man kan ikke bruge flere penge, end man tjener, og det har klubben fokus på, hvilket er en god dyd. Jeg tror ikke, at klubben er i krise overhovedet, men der gøres nok bare nogle tiltag, så vi heller ikke risikerer at komme i krise.
- I forhold til min egen situation regner jeg heller ikke med, at det kommer til at omfatte mig. Det har jeg i hvert fald ikke fået besked om.
- Jeg har heller ikke banket på døren og sagt, at de skal sælge mig, siger Jensen.
Så du har ingen planer om, at der skal ske noget nyt nu?
- Jeg presser ikke på for at prøve noget nyt. Er der noget, der skal matche den glæde jeg har for at spille i Rosenborg, skal det være utrolig godt, og en mellemklub et sted i Europa kommer jeg ikke til at skifte til.
- Jeg trives utrolig godt i klubben, men i fodboldverdenen kan det skifte fra den ene dag til den anden, så man ved aldrig, hvad der sker.
Taler det imod et eventuelt skifte at skulle forlade klubben nu, hvor Rosenborg er dårligere kørende, end den har været i flere år?
- Helt klart. Jeg føler et stort ansvar for, at vi det seneste halve år ikke har leveret på et tilstrækkelig højt niveau.
- Skal jeg en dag forlade klubben, om det er nu, om et år eller fem år, så ville det være en flad fornemmelse at stoppe i en skidt periode. Man føler en stolthed og et ansvar for at slutte af på toppen i en klub, som betyder så meget for en.
- Vi skal selvfølgelig huske, at vi de seneste fire år har leveret på et utrolig højt niveau og vundet syv af otte titler i Norge, og det er selvfølgelig svært at matche, men vi kan og skal stadig gøre det bedre, og det vil jeg hjælpe med.
Mike Jensen har tidligere fortalt til bold.dk, at et skifte tilbage til Brøndby kunne blive aktuelt for ham en dag, mens drømmen om en større klub i Europa også har presset på.
Et skifte til Brøndby denne sommer ligger dog ikke i kortene.
- Alle kender min historie med Brøndby og mit forhold til klubben, og jeg vil altid følge godt med og holde øje med, hvad der sker i klubben.
- Den har en enorm plads i mit hjerte, men der er samtidig mange gode spillere på min plads, og jeg er tilfreds med at være Rosenborg-spiller, så det er ikke aktuelt, siger Jensen.
31-årige Jensens kontrakt med Rosenborg løber til udgangen af 2021.


Rosenborg
Norge Eliteserien
































