Onsdag har Mike Jensen forlænget sin aftale med HB Køge, så den nu løber resten af sæsonen.
Og med 138 kampe for svanerne på cv'et er Lee Rochesters rekord for flest optrædener i HB Køge-trøjen pludselig inden for rækkevidde.
Det er han stolt over, ligesom han er glad for at fortsætte i Betinia Liga-klubben.
- Det er fedt, og det vidner om et godt samarbejde mellem spillere og klub. Vi sætter pris på hinanden, og vi ved, at vi har hinanden i op- og nedture.
- Det er også derfor, jeg selvfølgelig vil blive her, til jeg en dag ikke skal spille fodbold mere, siger Mike Jensen til HB Køges hjemmeside.
- Hvad angår rekorden er det en stor ting, og familien Rochester har jo et stort navn i HB Køges historie, så for mig er det stort at matche mig med dem.
- Jeg kender ikke Lee personligt, men jeg kender jo hans bror, og jeg ved, han har meget familiestolthed. Så jeg forestiller mig, at jeg skal passe på til træning, når jeg begynder at nærme mig rekorden.
Lee Rochester Sørensen har spillet 156 kampe for HB Køge.
Der er i skrivende stund 20 kampe tilbage af sæsonen.

HB Køge
Betinia Liga



































