Mikkel Knudsen har spillet et brag af et efterår for FC Fredericia, og det fik den sportslige ledelse i Viborg FF op af stolen.
Superliga-nedrykkerne slog til og hentede den 24-årige højreback med øjeblikkelige virkning.
Hovedpersonen selv var da heller ikke særlig meget i tvivl, da Viborg meldte sig på banen.
- Da jeg blev gjort opmærksom på Viborgs interesse, syntes jeg, det lød rigtig, rigtig spændende, for Viborg er en stor klub, som har spillet Superliga i mange år og har ambitioner om at vende tilbage.
- Derudover virkede det som om, Viborg rigtig gerne ville mig og havde en plan med mig, og det var selvfølgelig også tiltalende.
- Og så havde jeg brug for en ny udfordring og komme et nyt sted hen og udvikle mig, siger Mikkel Knudsen til bold.dk.
Viborg har i modsætning til FC Fredericia mange år i Superligaen bag sig, og klubbens størrelse var noget af det, der afgjorde sagerne for ham.
- Jeg har spillet mod Viborg et par gange i denne sæson, og man kan jo tydeligt mærke, at det er en stor klub, siger Mikkel Knudsen.
- De har et stort stadion, hvor der er rigtig mange mennesker, der kommer og støtter dem, og det var også noget af det, der tiltalte mig - at komme til at vise mig frem for rigtig mange mennesker og opleve den opbakning, der er.
- Derudover tiltalte det mig, at der er større pres på og større forventninger, når man spiller i en klub som Viborg. Det kunne jeg godt tænke mig at opleve, fordi jeg ser det som en udfordring, at der er store forventninger til mig, siger han.
Viborg har i efteråret brugt Mikkel Kallesøe på højre back, men han er nu tilbage i Randers FC efter et halvt års lejeophold i domkirkebyen.
Derfor virker det oplagt, at Knudsen stryger lige i startopstillingen.
- Man skal selvfølgelig altid gøre sig fortjent til spilletid, men der er ingen tvivl om, at den ligger lige til højrebenet.
- Så selvfølgelig skal jeg ind og spille den højreback, men jeg skal også bevise det over for Steffen (Højer, red.) og Ralf (Pedersen, red.), siger Knudsen, som sagtens kan se sine offensive kvaliteter i Viborg-systemet.
- Jeg tror, det passer rigtig godt. Det er også en af grundene til, at de har været interesserede i mig. Jeg er en angrebsivrig back, som har nogle kvaliteter, der kan komme til gode i deres system og måde at tænke fodbold på - og det er positivt, siger han.
Viborg ligger før forårssæsonen under FC Fredericia, hvor Knudsen kom fra, i tabellen og har fire point til en potentiel oprykningsplads.
Alligevel tror han på, at Viborg når derop.
- Der er ingen tvivl om, at en af mine store drømme er at spille i Superligaen, og jeg håber, det kan ske med Viborg allerede til sommer.
- Hvis det ikke sker der, så i hvert fald i den efterfølgende sæson - men jeg er nu sikker på, at vi nok skal gøre det godt nok til at rykke op allerede til sommer, siger han.
Mikkel Knudsen har i den igang værende sæson spillet i alt 18 1. divisionskampe for FC Fredericia.
nicolai@bold.dk



Viborg FF
Betinia Liga































