




Milan skulle lørdag aften forsøge at hente tre point og holde fast i Napoli på Serie A's førsteplads.
Modstanderen hed Sampdoria, og Simon Kjær var igen at finde i startopstillingen for Rossoneri.
Der var bare spillet fem minutter, da Junior Messias kunne bringe Milan på 1-0.
En fortrinlig solotur fra Rafael Leao endte ad et par omgange for fødderne af Messias, og den brasilianske angriber kunne hamre bolden fladt i mål bag Emil Audero, som ikke havde sin karrieres heldigste aktion.
Målscoren så også ud til at blive fordoblet for gæsterne, og det var nyindkøbet Charles De Ketelaere, som stod for en scoring med skulderen, men målet blev underkendt efter et langt VAR-gennemsyn.
Artiklen fortsætter efter billedet

Til sidst i halvlegen var Olivier Giroud tæt på, men efter et par tvivlsomme aktioner i Sampdoria-buret fra Audero, var keeperen mere sikker i sit indgreb her
Dermed var stillingen 1-0 ved pausen
Leao udvist lige efter pausen
Anden halvleg var ikke mange sekunder gammel, før Milan blev reduceret til 10 mand.
Rafael Leao gik op for at foretage et satset saksespark, og ramte i stedet Alex Ferrari i hovedet med sit skinneben med høj kraft, og det takserede dommer Michael Fabbri til en advarsel nummer to.
Den beslutning protesterede portugiseren ikke imod, og han måtte forlade banen, mens Ferrari spillede videre med bandage om hovedet.
Modsvaret fra Sampdoria på udvisningen kom rimelig prompte, og efter 56 minutters spil fik en udækket Filip Djuricic udlignet til 1-1, da han satte panden på et indlæg fra Tommaso Augello.
Milan var dog langt fra færdige, og efter en god times spil fik Giroud chancen fra pletten, efter Gonzalo Villar havde taget hånden i brug i feltet kort forinden.
Den omsatte franskmanden til en 2-1-føring til milaneserne, og så var det igen op til Sampdoria at få scoret.
De fik en chance for at gøre netop det kort før tid, da en hel serie af chancer udfoldede sig for Sampdoria, hvor først Manolo Gabbiadini og siden Augello afsluttede i en hæsblæsende serie af chancer, som dog ikke kastede et mål af sig.
Derfor forblev det ved en 2-1-sejr til Milan, der dog skal leve med den streg i regningen, at de skal spille deres storkamp mod Napoli i næste uge uden en karantæneramt Rafael Leao.

AC Milan
Sampdoria
Serie A



























