



Det vallonske derby mellem danskerklubberne Charleroi og Standard Liege er ikke for børn, og hadet mellem de to klubber i den fransktalende del af Belgien er til at tage og føle på.
Fredag blev der skrevet et nyt, nederdrægtigt kapitel i rivaliseringen, da de medrejsende fans fra Charleroi kastede med døde rotter mod Standard-fansene. Det skriver L'Equipe.
Rotterne var malet røde ligesom Standard Lieges trøjer, og seancen skete i reference til en fransk sang om rotter fra Liege. Tilhængerne havde forinden præsenteret skilt hvorpå der stod “skadedyrskontrol”.
- Vi snakker ikke en eller to rotter. Der var nemt et dusin, skrev Lieges fangruppe i en pressemeddelelse på Facebook, der var ledsaget af et billede af en rødmalet rotte.
Det er ikke første gang, at Charleroi er kommet i søgelyset for tilskueruroligheder i denne sæson.
For mindre end en uge siden blev det afgjort, at holdet blev taberdømt med 0-5 i en afbrudt kamp mod Mechelen fra november, fordi fansene havde bombarderet banen med fyrværkeri.
Her advokerede danske Brian Riemer blandt andet for, at kampen ikke skulle genoptages, hvilket der ellers var lagt op til i en oprindelig beslutning.
Nu har Charlerois supportere altså bragt negativ opmærksomhed til klubben igen, men det er uvist, hvilke repressalier der falder.
Philip Zinckernagel blev pillet ud i overtiden af kampen mellem Standard og Charleroi, som sluttede med en 3-1-sejr til hjemmeholdet. Jacob Laursen og Jonas Bager sad ude med skader for henholdsvis Standard og Charleroi.


Standard Liege
Charleroi
Jupiler Pro League


























