‘The Special One’ vender hjem til Portugal.
Torsdag bekræfter Benfica således på sin hjemmeside, at Jose Mourinho overtager cheftrænerposten med øjeblikkelig virkning.
Den 62-årige portugiser er blevet udstyret med en kontrakt frem til slutningen af 2026/27-sæsonen.
Benfica oplyser dog i samme ombæring, at begge parter har muligheden for at slutte samarbejdet før tid.
- Ti dage efter den sidste officielle kamp i sæsonen 2025/26 kan både Benfica og træneren – på samme vilkår – vælge ikke at fortsætte samarbejdet i sæsonen 2026/27, lyder det således.
På holdkortet i den portugisiske storklub finder man blandt andre danske Alexander Bah, mens den tidligere Superliga-profil Andreas Schjelderup ligeledes er på kontrakt.
Det er ikke første gang, at Mourinho skal prøve kræfter med Benfica.
For nøjagtig 25 år siden blev den iltre cheftræner således ansat som cheftræner i klubben, hvor han dog blot nåede ti kampe i spidsen.
Den portugisiske storklub valgte natten til onsdag at fyre Bruno Lage som cheftræner efter nederlaget til Qarabag i Champions League, men har altså nu fået afløseren på plads.


Benfica
Primeira Liga



































