Silkeborg blander sig i toppen af dansk fodbold i disse år.
I seneste sæson gik Kent Nielsens tropper hele vejen i Oddset Pokalen, og for to år siden snuppede SIF bronzemedaljer og kom efterfølgende i Conference League-gruppespillet.
Igen i denne sæson kæmper Silkeborg med i den rigtig sjove ende af 3F Superligaen, men kigger man på de bagvedliggende tal, er der ikke ret meget, der peger i den retning.
Silkeborgs årlige spillerbudget – altså udgifter til spillerlønninger samt afskrivninger på transferrettigheder - ligger i omegnen af 30 millioner kroner.
Det er langt fra klubber som FC Nordsjælland, AGF, Brøndby og selvfølgelig især FC Midtjylland og FC København.
Samtidig opererer SIF med en ganske smal trænerstab og har eksempelvis ingen analytikere tilknyttet.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi er meget smalle i vores stab, og det er jo et valg, vi har taget, fordi Kent Nielsen også anbefaler den model.
- Hvis han bad om at få en mand eller to mere, så fik han det, fortæller Silkeborg-direktør Kent Madsen til Bold.
Flere måder at gøre det
Silkeborg satser på at beholde 62-årige Kent Nielsen som cheftræner i flere år fremover, men spørgsmålet er, om stabens størrelse bliver ændret, når der på et tidspunkt sidder en anden i cheftrænerstolen.
- Til enhver tid siddende cheftræner vil jo have sine meninger om, hvordan det skal være, og vi kan godt se, at trenden er, at man har en større stab end tidligere.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: Bo Amstrup
- Det kan da også være, at vi ender der på et tidspunkt, men vi har ikke nogen planer om nogen større ændringer af det, for det fungerer godt.
- Vi har en meget flad struktur i hele butikken, og det virker godt for os, men vi kan jo også se, at andre måder at gøre det på virker ganske godt for andre, så der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, påpeger Kent Madsen.
West Ham forstod ingenting
Under Kent Nielsen har Silkeborg assistenttræner Peder Knudsen, målmandstræner Oliver Rosengren og transitionstræner Thomas Røll samt en sundhedsstab bestående af fysisk træner, fysioterapeut, læge og massør.
Silkeborg har altså i modsætning til de fleste andre ingen analytikere, ligesom der kun er én assistenttræner.
Stabens størrelse og Silkeborgs budget medførte en meget sjov situation, da SIF for to år siden prøvede kræfter med Conference League.
- Da vi skulle spille mod West Ham, skulle vi jo indsende en oversigt over staben, og der troede de simpelthen, at der manglede en side. Det kunne ikke passe, der ikke var flere, mente de.

Foto: Johnny Pedersen
- Og da David Moyes hørte, hvad vores budget var, så syntes han, at det var utroligt billigt, og det var vel at mærke, mens han stadigvæk troede, at det var i euro, men det var altså i kroner, fortæller Kent Madsen med et smil.
Trods de kæmpe økonomiske forskelle tabte Silkeborg 'blot' 0-1 og 2-3 i de to kampe mod West Ham.
Kent Madsen har generelt ikke en finger at sætte på Kent Nielsens arbejde i Silkeborg igennem fem år nu, og står det til ham fortsætter samarbejdet i flere år.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Silkeborg IF
3F Superliga



































