Serie B -Mussmann i Italien: Jeg får en på opleveren
Foto: Ivan Benedetto Nella/Pro Vercelli
2016-09-08 21:30:01
Foto: Ivan Benedetto Nella/Pro Vercelli

Mussmann i Italien: Jeg får en på opleveren

Søren Mussmann er faldet godt til i Italien efter sit skifte fra SønderjyskE til Pro Vercelli, men der har også været omvæltninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Søren Mussmann tog i løbet af sommerpausen et måske lidt overraskende skifte til den italienske Serie B-klub Pro Vercelli - og den nu tidligere SønderjyskE-spiller er kommet godt i gang i det italienske, hvor han er startet inde i to af klubbens tre kampe efter sommerpausen.

- Det går godt. Det er meget anderledes, nyt og spændende. Det har været noget af en omvæltning. Jeg har været vant til alt det trygge hjemme i Danmark, og pludselig har man kastet sig selv ud i en ny tilværelse i et nyt land med et nyt sprog og en anden fodboldstil, siger Søren Mussmann til bold.dk.

- Men det har været spændende, sjovt og lærerigt. Men det er også svært. Det er første gang, jeg er væk fra SønderjyskE, så der er virkelig mange ting, jeg skal vænne mig til, erkender den 22-årige midtstopper.

Specielt sproget har været en stor barriere for Mussmann indtil nu. Hverken cheftræneren eller assistenttræneren taler engelsk, så den fysiske træner må stå for at oversætte de vigtige oplysninger.

- De primære gloser på banen har jeg lært. Men når de snakker hurtigt og skal forklare en øvelse til træning, så kan det godt være svært. Jeg startede til italiensk-undervisning i går, og når jeg får lært det, så bliver det også bedre - både på og uden for banen, siger han.

Mussmann er dog kommet godt i gang med fodbolden og spillede fuld tid i klubbens første kamp i Coppa Italia og den første kamp i Serie B. 

- Jeg var lidt overrasket. Jeg var selvfølgelig med i opstarten, men jeg kunne ikke kommunikere med mine holdkammerater på banen. Det gik dog fint, og vi vandt kampen. Og jeg fik også stor ros efter den første kamp i ligaen. Det havde jeg ikke helt regnet med, siger han og fortæller, at han befinder sig godt i den italienske fodboldfilosofi.

- Jeg kan godt lide, at vi skal spille bolden frem langs jorden. Samtidig har vi meget stramme retningslinjer rent defensivt, hvor vi hele tiden skal arbejde som en enhed. Og det kan jo godt  være lidt besværligt for mig, når jeg ikke kan sproget. Men jeg lærer hurtigt nogle af de gloser, jeg skal bruge i kampe.

- Jeg føler godt, jeg kan være med, men det er selvfølgelig nemmere for dem, der taler italiensk. Men de går meget ned i detaljen, og vi har mange lange taktiske møder. Så jeg får virkelig lært, hvordan man skal dække op. De går i detaljen for at sige det mildt.

- Vi var på Sicilien og spille sidst, og det var en kæmpe oplevelse. Generelt det der med, at jeg kommer til at spille på en masse stadioner, som jeg ikke kender og er vant til, er virkelig fedt. Jeg får en på opleveren, må man sige. Alt er vanvittig spændende, og det er helt vildt fedt.

Men han har også oplevet det, man vil kalde et kulturchok og giver her et par eksempler.

- Hjemme i SønderjyskE havde jeg månedsplan, men her kan jeg kun se en uge frem ad gangen. Jeg får gerne en SMS søndag aften, hvor jeg får at vide, hvad tid jeg skal møde ind om mandagen. 

- Vi fik pizza efter træning i dag - det havde jeg ikke lige regnet med. Vi spiser selvfølgelig pasta og den slags, men den mad, vi får lige inden kamp, består af toast. Det har jeg godt nok aldrig spillet kamp på. Det kom lidt som et chok for mig, siger han med et grin i telefonen fra det italienske.

Men selvom det har været lidt svært at vænne sig til det hele, kører Søren Mussmann på med krum hals.

- Jeg søgte selv den her udfordring, så jeg er virkelig indstillet på at kæmpe for det. Det er hårdt lige nu, men jeg ved, at det bliver bedre, og jeg har ikke tænkt mig at klage.

- Der er bare nogle andre ting og nye indtryk, der rammer en. Jeg var helt vildt træt i starten på grund af alle de nye indtryk, men jeg kan allerede mærke, at det bliver bedre, nu hvor jeg har lært byen og dagligdagen at kende.

- Jeg kan mærke, jeg kommer til at lære helt vildt meget af det, og så må vi se, hvad fremtiden viser. Jeg er i hvert fald glad for at være hernede, siger den sympatiske sønderjyde som afsluttende bemærkning.

I weekenden får Søren Mussmann og Pro Vercelli besøg af oprykkerne Cittadella, som har overrasket og snuppet to sejre i de to første kampe.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce