2. Division -Næsby vil abstrahere fra nedrykningspres
Foto: Carsten Tønsberg
2017-05-12 09:01:01
Foto: Carsten Tønsberg

Næsby vil abstrahere fra nedrykningspres

Næsbys Kristian Gaarde fortæller, at man i klubben forsøger at lade være med at tænke på den nedrykningsstreg, som kun er tre point væk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Næsby startede 2. divisions nedrykningsspil på sjettepladsen med fire point til nedrykningsstregen. Efter ni runder er klubben oppe på femtepladsen, men afstanden til nedrykningsstregen er derimod blevet mindre og er nu på tre point.

En af klubbens store profiler, Kristian Gaarde, mener dog, at niveauet har været fint i foråret.

- Vi har gjort det okay, synes jeg. Men med resultaterne i sidste uge er det blevet mere tæt, og der er mange hold, der kæmper for at komme helt væk fra nedrykningsstregen, så det er meget spændende, og vi er langt fra selv ude af det, siger Gaarde til bold.dk.

- Der er ikke tid til at slappe af. Det er helt vildt tæt, og der skal ikke mange dårlige kampe til, før det pludselig ser skidt ud.

Med tre point til nedrykning er der naturligt nok pres på Næsby-truppen, men det prøver man at glemme.

- Man skal prøve at fokusere på den næste kamp og præstationerne i de enkelte kampe, så man har en følelse af, at hvis man lever op til sit niveau, så skal man nok få skrabet de nødvendige point sammen. Så det handler om at lade være med at fokusere for meget på presset, for det kan godt betyde en del, siger Gaarde.

Den 27-årige midtbanespiller er ganske fortrøstningsfuld i forhold til overlevelse.

- Jeg synes, at vi hele tiden bliver bedre og arbejder med nogle vigtige ting til træning. Det ser mere og mere fornuftigt ud, så jeg har selvfølgelig en tro på, at vi nok skal klare os igennem, men det kræver selvfølgelig, at vi leverer rigtig stærkt, siger han.

Næsby skal i weekenden op imod Vejgaard, som kigger forbi Odense-egnen.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce