I august ansatte Næstved ny cheftræner i form af 62-årige Fernando De Argila, men spanieren er nu allerede fortid i klubben.
Mandag meddeler Næstved nemlig på Facebook, at man er blevet enig med Fernando De Argila om at stoppe samarbejdet med øjeblikkelig virkning.
- Efter en god og konstruktiv dialog mellem os og cheftræner Fernando De Argila er vi dags dato blevet enige om at ophæve kontrakten. Selvom vi vidste, at dette efterår ville blive svært, så har det samlede antal point alligevel været skuffende.
- Derudover har én af de helt store udfordringer, som både vi og Fernando har kæmpet med over tid, været sprogbarrieren. Fernando føler ikke, at han kan komme ud med tingene til spillerne, som han gerne vil.
- Tit kommer ordene ud anderledes og nogle gange i et andet toneleje, når det er en oversætter, der skal kommunikere fra spansk til engelsk. Det er ikke optimalt. Derfor mener han også, at det er bedst, i den givne situation, at der kommer en ny til, lydet det i et opslag på Næstveds Facebook-side.
Næstved ligger efter 18 kampe i 1. division næstsidst med 16 point.



Næstved Boldklub
Betinia Liga































