Sydbank Pokalen -Næstved-profil før AaB: Skal stole på os selv
2019-03-14 13:15:02
Foto: Rasmus Lykke, lokalupdate.dk

Næstved-profil før AaB: Skal stole på os selv

Næstved-spillerne skal tro på sig selv og have is i maven i torsdagens pokalkamp mod AaB, siger Christoffer Boateng.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Torsdag skal Næstved Boldklub på endnu en svær opgave, når AaB besøger den sydsjællandske klub i Sydbank Pokalens kvartfinale.

Næstved har haft en stærk start på forårssæsonen i 1. division, og det skal holdet nu forsøge at overføre til pokalturneringen. Offensivspilleren Christoffer Boateng ser frem til en af de kampe, der er ekstra sjove at være med i.

- Det bliver selvfølgelig en svær kamp, men også spændende og sjov. Det er de her kampe, man håber på at spille, når man fortsat er med i pokalen. Så det bliver sjovt for os alle sammen, siger han til bold.dk.

- Men det er også en kamp som alle andre, og vi skal gå ind til den med is i maven og gøre det, vi har gjort før. Vi skal stole på os selv.

23-årige Boateng tror, det kan gå hen og blive en underholdende kamp - men ikke nødvendigvis med det smukkeste spil.

- Jeg tror godt, det kan gå hen og blive en chancerig kamp. Banen er ikke til VM, så jeg tænker, at der kan opstå en masse tilfældigheder, og der kan være muligheder for, at det kan blive straffet.

- Så dem, der laver færrest fejl, kan måske gå hen og drille de andre, tænker jeg, siger han.

Er ikke bange for Superliga-hold
Christoffer Boateng bruger ikke meget energi på at tænke over, at Næstved står over for et AaB-hold, der er på et højere niveau en de mandskaber, de grønblusede normalt står over for.

- Vi spiller en række under dem, men det tror jeg ikke, vi tænker så meget over. Når vi er inde på banen, så er det stadig bare en kamp som alle andre, hvor vi skal gøre, hvad vi er gode til, og hvad vi kan. Mere kan vi ikke gøre.

- Så jeg tror ikke, at vi tænker så meget over, at vores chancer for at gå videre er små. Vi går på banen og ved, hvad vi er gode og mindre gode til, og så prøver vi at få det bedste ud af det, siger han.

Næstved har da også før bevist, at de kan bide skeer med et Superliga-hold. I ottendedelsfinalen lykkedes Boateng og co. nemlig med at sende AGF ud af turneringen.

- I kampen mod AGF fik vi vist, at vi gerne vil spille fodbold, og at vi ikke er bange, fordi det er et hold fra Superligaen, der kommer på besøg.

- Vi vil gerne prøve at spille så meget som muligt langs jorden, men man må også tage banen i betragtning. Den er ikke, som den var mod AGF, eller som den er på en sommerdag. Men vi prøver at få det bedste ud af det, siger Boateng.

Kampen mellem Næstved og AaB spilles torsdag klokken 18.

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce