Maurizio Sarri havde for nogle år siden stor succes som træner for Napoli, som han forvandlede til et hold, der spillede flot fodbold langs græsset.
I sidste sæson smuttede han så til Chelsea, hvor han kun nåede et år, før han vendte tilbage til Italien – men ikke til Napoli.
I stedet tog han til rivalen Juventus, og Napoli-anfører Lorenzo Insigne var dengang ude med hård kritik at Sarri.
Søndag skal Sarri så tilbage til Napoli sammen med Juventus, og Mario Rui tror på, at hans gamle træner slipper for pibekoncerter.
- Jeg tror, træneren vil få en rigtig fin modtagelse efter alt det, han har gjort for klubben, siger Mario Rui ifølge football-italia.net til Sky Sport Italia.
- Jeg har et rigtig godt forhold til Sarri, for jeg startede med ham i Empoli. Han er den træner, der har ændret mig på alle måder.
- Jeg håber og tror, at Napoli-folket vil byde ham velkommen efter alt det, han har gjort, siger Mario Rui.
De to mandskaber mødes søndag klokken 20.45.


SSC Napoli
Juventus
Serie A


































