Efter to sæsoner med en plads i verdens fineste klubturnering tager FC København torsdag aften hul på ligaspillet i den blot tredjestørste europæiske turnering.
Men selvom det nu hedder Conference League og ikke Champions League, er det alligevel en opgave, som Jacob Neestrups mandskab går yderst seriøst ind til.
Det fortæller cheftræneren på onsdagens pressemøde i Parken forud for det første opgør mod de polske mestre, Jagiellonia Bialystok.
Mange ved, hvor vigtig Conference League er for jer, men der er også dem, der ikke er særlig meget oppe at køre over en turnering, som ikke er Champions League, og som nogen endda kalder for en 'Mickey Mouse-turnering'. Hvor stort er Conference League for jer, og hvor vigtig er den?
- Der er ikke noget i vejen med spørgsmålet, men jeg vil starte med at sige, at det fortjener næsten ikke noget svar. For dem, der har den holdning, kan bare blive væk, og så kan vi andre prøve at nå så langt som overhovedet muligt i en europæisk turnering for FC København og dansk fodbolds skyld.
- Jeg er ikke for fin til at spille Conference League. Det er klart, at Champions League er større, det er det, men jeg synes, der er mange dygtige hold med i Conference League, og vi vil gøre vores ypperste for at spille europæisk fodbold efter jul, siger Jacob Neestrup på Bolds spørgsmål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det fører FCK-træneren videre til en pointe, som han mener er vigtig at forstå.
For hvis dansk fodbold skal leve op til sin egen selvforståelse, så kræver det, at FC København og flere andre danske hold strammer sig an.
- Nu har vi blandt andet mødt et godt tjekkisk hold i Banik, og sidste år mødte vi Sparta Prag, som også var rigtig, rigtig gode. Men det er, som om vi i dansk fodbold ikke har forstået, at lige nu er Norge og Tjekkiet for at tage to eksempler et godt stykke foran os i forhold til koefficientpoint.
- En af grundene til, at vi tager den her turnering dybt, dybt seriøst er, at hvis dansk fodbold i forhold til ranglisten skal nå foran nogle af de lande - hvor vi i vores selvforståelse mener, at vi er foran - så kræver det, at der er tre klubber i minimum et år og helst i to år præsterer på samme tid.
- Ikke to, men tre. Der er to dygtige klubber i år, og derfor må vi og FC Midtjylland gøre vores bedste for at hjælpe dansk fodbold. I morgen (torsdag, red.) skal vi vinde for FC Københavns skyld, men også for dansk fodbolds skyld, og det er den ansvarlighed, vi skal spille med. Det er vigtigt at forstå.
Opgøret mellem FC København og Jagiellonia Bialystok fløjtes i gang i Parken torsdag klokken 21.00.

FC København
Bialystok
Conference League



































