Nicolaj Madsen har endelig fået sin fodboldfremtid på plads, og offensivspilleren fortsætter karrieren i tysk fodbold.
Madsen forklarer til bold.dk, at han har skrevet kontrakt med Unterhaching fra den tyske 3. liga, men i første omgang skal lejes ud til Rosenheim fra Regionalliga, hvor han skal spille resten af denne sæson.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at jeg nu endelig har fået min fremtid på plads, og nu ser jeg frem til at starte min anden fodboldkarriere som 31-årig, siger Madsen til bold.dk.
- Jeg var til en enkelt prøvetræning i Unterhaching og blev tilbudt kontrakt bagefter, og det er dejligt, når der er nogen, der tror på én.
- Forløbet det seneste år har selvfølgelig ikke været, som jeg har håbet på, men nu ser jeg fremad og glæder mig over denne mulighed.
Den tidligere HB Køge-, SønderjyskE- og Vejle-spiller har skrevet kontrakt med Unterhaching til sommeren 2021 og spiller altså resten af indeværende sæson i Rosenheim.


Unterhaching
1860 Rosenheim
3. Liga
Regionalliga






















